https://birchejendomme.dk/omrader/fredericia/skovhaven

Når Naturens Uge løber af stablen i uge 36, er det med stor opbakning fra landets skoler og dagtilbud. Alene i Fredericia Kommune er 1692 børn tilmeldt.

Snart lyder startskuddet til en hel uge i naturens tegn. I uge 36 er det Naturens Uge – Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for oplevelser i naturen – og overalt i landet rykker børn og voksne udendørs for at deltage i forskellige natur- og friluftsarrangementer.

Også hos skoler og dagtilbud er der natur på skemaet. I hverdagene 5. til 9. september skal flere end 138.000 børn ud i det fri i forbindelse med Naturens Uge – heriblandt 1692 børn fra skoler og dagtilbud i Fredericia Kommune.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til at deltage i Naturens Uge.

– Vi er utroligt glade for, at både skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op om Naturens Uge og prioriterer at tage børnene med ud i naturen. Det er enormt vigtigt, at alle børn bliver ordentligt introduceret til naturen og får et tæt og trygt forhold til den – ikke mindst så de som voksne vil passe godt på den. Det er der heldigvis mange pædagoger og lærere, der vil være med til sørge for, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Fokus på den nære natur
Med Naturens Uge ønsker Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet at inspirere danskerne – og ikke mindst børnene – til at komme mere ud i naturen hele året rundt.

I år er der ovenikøbet et særligt fokus på den helt nære natur. Årets tema er ’Naturen tæt på dig’, og der er derfor lagt op til, at de mange børn skal på opdagelse i den natur, de er omgivet af, men som de måske ikke tænker over i hverdagen.

Det kan være en af byens parker, det lokale vandløb eller måske endda børnenes egen skolegård eller legeplads.

– Børn behøver ikke sove i shelter en hel weekend, eller bruge hele ferien på at vandre i Sverige, for at få et forhold til den. Selv de små møder med naturen i hverdagen, som for eksempel at finde bænkebidere under en sten eller at kravle i krattet på legepladsen, kan være med til at skabe starten på en god relation til naturen. Og jo flere gange børnene får den slags oplevelser – både i børnehaven, skolen, fritiden og med familien – jo bedre er det, siger Annesofie Bjerre, formand for Friluftsrådet.

Som led i Naturens Uge får skolerne adgang til helt nye digitale undervisningsmaterialer, mens de tilmeldte dagtilbud blandt andet modtager et inspirationshæfte, der giver masser af inspiration til, hvordan børn og pædagoger sammen kan skabe en grønnere og vildere legeplads i institutionen.

Offentlige arrangementer i hele landet
I løbet af hele ugen bliver der desuden afholdt offentlige natur- og friluftsarrangementer i hele landet. Her kan man blandt andet komme på guidede sanketure, prøve kræfter med nordisk skovbadning, eller gå på opdagelse efter havens insekter. Aktiviteterne spænder bredt, og der er noget for hele familien.

Det er bl.a. foreninger, klubber, virksomheder og privatpersoner, der inviterer på de mange lokale arrangementer.