Den 19-årige flygtede i sidste måned fra Renbæk Fængsel. Han blev anholdt uden dramatik.

En 19-årig mand, der flygtede fra Renbæk Fængsel i Tønder Kommune natten mellem den 26. og 27. april, blev onsdag aften anholdt på Fyn. Anholdelsen foregik udramatisk på en restauration i Odense.

Den 19-årige skal nu fortsætte afsoningen, ligesom han er sigtet for undvigelsen.

En 24-årig mand, der flygtede fra arresten sammen med den 19-årige, er fortsat på fri fod og er eftersøgt. Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med landets øvrige politikredse i forbindelse med den fortsatte eftersøgning.