Jubilæumsudgaven af Nordens største kreative messe i Fredericia sluttede søndag

Søndag klokken 16 sluttede den 10. udgave af Kreative Dage i Fredericia – Nordens største kreative messe.
Jubilæumsudgaven blev i alt besøgt af 20.545 hobby- og håndarbejdsentusiaster, som weekenden igennem havde en kreativ fest i MESSE C sammen med de 260 udstillere.

Sidste år var tilstrømningen til Kreative Dage så stor, at det særligt lørdag gav trafikale og praktiske udfordringer, og derfor havde arrangørerne i år lagt loft på det daglige billetantal samt satset på onlinesalg. Desuden var åbningstiden og udstillingsarealet udvidet.

– Disse tiltag medvirkede til, at der var et godt flow alle tre dage, trafikken og parkeringen forløb fornuftigt, og der var plads til, at alle kunne få en god oplevelse i hallerne, siger Lars Søndergaard, messechef i MESSE C Fredericia. Om tiltagene skal gentages eller justeres til næste år, vil evalueringen af årets messe klarlægge, tilføjer han.

Over al forventning
En af udstillerne, Panduro Hobby, mærkede også, at den værste spidsbelastning blev undgået:
– Vi har haft enormt travlt på standen som altid, men tilstrømningen har været mere jævnt fordelt. Både de besøgende og de udstillere, jeg har talt med, har været glade og tilfredse, siger butikschef Dorthe Bertelsen. Hun betegner jubilæums-udgaven af Kreative Dage som over al forventning, hvor Panduro har kunnet notere en flot omsætningsfremgang.

– Og så er det bare skønt at tale med kunderne. Der er en helt særlig stemning på Kreative Dage, bemærker Dorthe Bertelsen. Et af årets hits på standen var de såkaldte Hama-perler, som har fået en kæmpe revival. 
Æren for det tilfalder ikke mindst blogger og forfatter Anja Takacs, som holdt workshops på standen med deltagelse af masser af børn og voksne.

I øvrigt kunne Kreative Dage/MESSE C lørdag donere 50.000 kroner til det store Knæk Cancer indsamlingsshow på TV 2. Det skete som et led i markeringen af, at det var udgave nummer 10 af den populære messe.