Den tid vi lever i er en krisetid. På trods af, at det går godt for mange virksomheder, arbejdsløsheden er lav og der investeres massivt i både den private og offentlige sektor. Årsagen er, at verden nu på andet år har været ramt af coronavirus. Og hvis vi har lært noget af den virus, så er det, hvor dårligt forberedte det moderne samfund er, når det kommer til nye, ukendte virus. Der er ikke længere noget, der hedder på den anden side af jorden, for virus rejser med fly, og få er indstillet på at dæmpe rejseaktiviteten.
Det moderne menneske kræver plads, selvstændighed og råderum. Har man bestilt en billet til en fjern destination, vil man ikke have det spoleret af en eller anden virus. De økonomiske konsekvenser af denne kortsigtede tankegang er astronomiske. Beredskabet fungerer ikke, og selv her på andet år af coronavirus, spreder en mutation fra Sydafrika sig straks til resten af verden på rekordtid. Ingen lektier er lært.
Skulle vi komme i en situation, hvor en langt farligere virus end covid-19 dukker op, vil det have et potentiale af helt anderledes karakter. Men det er endnu ude i fremtiden. Lige nu er det covid-19.
Vil 2022 også blive et kriseår? Det tyder det på. På trods af de skråsikre udmeldinger fra myndigheder og politikere om den højt markedsførte succes med vacciner, er vi endnu engang nødt til at forholde os til høje smittetal og restriktioner. Og selvom det påstås fra deres side, at dette kun skyldes en ny variant, omikron, så ved vi noget andet:
Vi ved, at vaccinerne ikke beskytter 100% mod smitte eller videresmitte. Vi ved, at vaccinerne allerede cirka fire måneder efter vaccinationen mister op til 20-30 procent af deres effekt på immuniteten. Derfor har man også besluttet, at der skal en såkaldt ”booster” til, et tredje stik. Og følger man logikken, så får vi i 2022 måske også brug for et fjerde og et femte stik.
Det farlige ved myndighedernes og politikernes kommunikation er, at de har bidraget til at skabe stor splittelse i samfundet. Den velmenende årsag er, at man har ønsket en stor tilslutning til vaccinerne. Derfor har man systematisk overdrevet effekten af vaccination. Man gik så vidt som til at påstå, at når alle var vaccinerede, ville det hele være en saga blot og alle kunne vende tilbage til en helt normal hverdag. Men i dag tikker de videnskabelige undersøgelser af vaccinernes immunitet ind fra hele verden, og de rosenrøde fortællinger gøres til skamme. Positivt er det dog, at vaccinerne for størstedelens vedkommende mindsker alvorlig sygdom, trods infektion.
Selv i familierne og blandt venner er vaccinedebatten blevet helt afsporet. Der er mange, der belært af myndigheder og politikere tror, at ikke-vaccinerede er skyld i voksende smittetal. På trods af at omkring 74% af de personer, der bliver smittede, er vaccinerede. I stort set alle aldersgrupper har Danmark en særdeles høj vaccinationstilslutning. Smittetallet er med andre ord udtryk for, at en del vaccinerede bliver smittede, da der ikke har været restriktioner, mens de til gengæld ikke bliver så syge.
Logikken er også, at hvis man er vaccineret og tror på, at man nu er helt beskyttet, hvorfor er man så vred på folk, der ikke er vaccinerede? Logisk set vil de jo ikke udgøre nogen trussel for andre, end dem selv. Men alt dette forsvinder, fordi nuancerne forsvinder. Der mangler ganske enkelt et mere reelt billede af virkeligheden, og her har myndighederne svigtet massivt.
I 2022 vil vi sandsynligvis se denne polarisering fortsætte. Det skyldes især det farlige ordbrug, som embedsfolkene har anvendt. De kalder eksempelvis vaccinerne for et ”supervåben”. Det retoriske brug af krigsbetegnelser skaber en forkert følelse af, at vi er i krig. Det er med til at øge ”dem mod os”-ideologierne. Statsministeren overtrumfede dog alle, da hun på et pressemøde sagde at ikke-vaccinerede ”ikke spillede efter reglerne”. Men det gør de:
I Danmark er det nemlig ikke muligt at tvangsbehandle borgerne, og vi hylder endnu retten til at bestemme over vores egen krop.
Det havde været nok at slå fast, at vaccination beskytter mod alvorlig sygdom. De politikere over hele verden, der har promoveret den store vaccinedagsorden, kommer sandsynligvis også til at erkende at vacciner ikke er en trylleløsning, inden udgangen af 2022. For det er nærliggende at antage, at bølger af covid-19 vil skylle ind over os med mellemrum. Debatten om covid-19 vil således også dominere det kommende år.
Men videnskaben arbejder stærkt. Der er håb om at nye løsninger, bedre behandlinger og andre tiltag vil komme ind og gøre en forskel. Men hvis vi skal kunne bruge 2020, 2021 og 2022 til noget, så er det, at vi skal have et helt andet beredskab på området. Samt at de skråsikre og halvarrogante udmeldinger fra myndigheder og politikere bør blive afløst af tør og videnskabelig kommunikation.
Det er et element af coronakrisen, at covid-19 er blevet til politik. Men naturen lader sig ikke diktere af en politisk dagsorden. Derfor er det et håb, at politikerne i 2022 træder mere i baggrunden og lader videnskabsfolkene arbejde. Her skal vi til sidst minde om de famøse sms’er, der er kommet frem under minkkommisionens arbejde, der afslører en ekstrem grad af politisk topstyring af coronakrisen.
