Seks måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år blev dommen for at smugle hash over grænsen ved Møllehus i Tønder Kommune

En 26-årig svensk mand er ved Retten i Sønderborg blevet idømt seks måneders fængsel for indsmugling af 6,5 kilo hash. Han blev samtidigt dømt til udvisning med indrejseforbud i seks år.

Indsmuglingen blev opdaget ved Toldstyrelsens rutinemæssige kontrol ved Møllehus grænseovergang i Tønder Kommune, hvor den 26-åriges personbil blev taget ud til kontrol.

Ved toldkontrollen forsøgte den svenske mand dels at gemme 800 gram hash i bukserne, dels forsøgte han at stikke af, men blev holdt tilbage af tolderne, indtil betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi nåede frem og anholdt manden.

Den 26-åriges køretøj blev efterfølgende ransaget af betjentene fra UKA Vest, hvor der blev fundet yderligere 5,7 kilo hash gemt i motorrummet. Ransagningen skete i Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg.

Skriv en kommentar