Tirsdag vedtager Folketinget loven, som sikrer, boligejere i landdistrikterne bedre mulighed for få lån til køb og salg.

Efter at have diskuteret problemet i årevis, er der godt nyt til Rødekro, Løgumkloster, Holsted, Ølgod og mange andre lokale postnumre. Nu bliver lån med statsgaranti en mulighed, og det glæder formand for Udvalget for Øer og Landdistrikter, Karina Lorentzen, SF.

– Det her er så vigtigt. Det er en bombe under trygheden, når mennesker i landdistrikterne får nej til at købe og sælge huse, fordi de ligger det forkerte sted. Så går al udvikling jo i stå, og så skal vi frem med nedrivningspuljen næste gang, siger hun.

SF har fem gange fremsat forslag om at staten skal sikre lånemulighederne i landdistrikterne.

– Jeg har sagt så mange gange, at markedskræfterne ikke ville løse det her, og at staten er nødt til at spille en rolle. Jeg fik ret til sidst, men selvom det først sker seks år efter det første forslag, er jeg glad. Hvis Danmark skal hænge sammen, er det her helt rigtigt, siger Karina Lorentzen.

Revser Venstre
En ting undrer Karina Lorentzen, og det er, at Venstre ikke bakker op om forslaget. Så sent som i kommunalvalgkampen 2021 appellerede Ellen Trane Nørby til, at erhvervsministeren fandt en løsning.

– Det her burde være bakket bredt op af alle partier. Jeg synes faktisk, Venstre lader landdistrikterne i stikken. Hvordan vil de få liv og udvikling på landet, hvis man ikke kan omsætte sin bolig? Jeg synes, de svigter efter så mange år, hvor de ikke selv har været i stand til at finde holdbare løsninger, siger Karina Lorentzen.

– Først argumenterede de for, at det blev for dyrt for borgerne. Det viste sig at beløbe sig til 150 kroner ekstra om måneden, mens alternativet – hvis statsgaranterede lån ikke blev til noget – er Udenombanken, hvor det koster 1.670 kroner ekstra om måneden. Nu kan jeg forstå, at argumentet er for meget bureaukrati, angsten for sorte pletter på kortet og tvivl om, hvorvidt der er et problem. Det er jo helt skørt.

Med forslaget vil staten tage noget af risikoen ved at yde i lån i særligt landdistrikter, så der er større chance for, at man kan få et lån, hvor man før fik nej. Det betyder, at boliger med handelspriser på 8.000 kr./kvm vil få mulighed for statsgaranti, men også ligeledes at boliger i en række postnumre med handelspriser på mellem 8-10.000 kr./kvm også vil blive omfattet af statsgarantien.

Det vil dog kræve, at der rent faktisk er kreditinstitutioner, der har lyst til at gå ind i markedet. Dette ventes dog at være attraktivt, fordi risikoen daler markant ved at staten garanterer for en del af risikoen.