Fyns Politi har rejst tiltale mod en 80-årig mand for at medvirke til en anden mands selvmord.

Selvmordet fandt sted i februar 2021, efter at den tiltalte både telefonisk og skriftligt havde vejledt og rådgivet den nu afdøde i, hvordan han kunne tage sit eget liv.

Den 80-årige mand, der er uddannet læge, er tiltalt efter straffelovens §240, der handler om medvirken til, at nogen berøver sig selv livet.

Andre sigtelser frafaldet

Fyns Politi har desuden efterforsket 14 andre sager, hvor der var mistanke om, at den 80-årige mand havde vejledt borgerne om, hvordan de kunne tage deres eget liv.

I første omgang blev manden sigtet i 13 af sagerne, hvor politiet kunne identificere borgerne. I den sidste sag var det ikke muligt at finde frem til borgeren.
Sigtelserne blev efterfølgende frafaldet på baggrund af efterforskningen.

Politiets efterforskning viste, at i fire af tilfældene havde den 80-årige ikke svaret på borgerens henvendelse. I fem af tilfældene blev borgeren enten talt fra at begå selvmord, eller borgeren blev helt afvist.

I de sidste fire tilfælde var borgerne alle afgået ved døden, men efterforskningen viste, at der var tale om helt naturlige årsager til dødsfaldene.

Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen.