Jytte Ebbesen er ikke som de fleste 90-årig. Hun er vinterbader, og er medlem af Vinterbaderne Østerstrand, og efter en tur i bølgen blå, blev hun overrasket og gjort til æresmedlem af klubben.
Den 28. december 2021 er en dag som Jytte sent vil glemme.
Hun er 90 år og stadig frisk nok til at komme en tur i vandet, og det er en historie i sig selv, men ikke nok med det, blev Jytte hædret. Hun er medlem af Vinterbaderne Østerstrand, og sammen med hendes søn tager hun en ugentlig tur i vandet. Siden november 1996 har Jytte vinterbadet, og her 25 år senere gør hun det stadig.
Og hun er langtfra den eneste. Den onsdag formiddag, hvor Jytte blev æresmedlem, var der en del vinterbadere på stranden, og flere af dem var i kategorien, som man kan betragte som uorganiserede. Omkring klokken 09:45 gik Jytte ind i omklædningsrummet, og efter endt omklædning, som tager sin tid grundet alderen, kom hun ud med sin rollator og søn, og tog turen hen mod stien, der fører ned til cirkelbroen.
Efter et par dage, hvor det har været spejlglat, var issen væk, og det gjorde turen noget nemmere. Ført an af sønnen gik turen ned i vandet, hvor kroppen blev dyppet i et halvt minuts tid, hvorefter turen gik op på land igen efter at have været en tur i det 3,2 grader varme hav. Jytte havde ingenting fået at vide om overraskelsen, og gik derfor ind og klædte om som normalt. Hun tænkte ikke nærmere over, at der stod flere mennesker, som ikke havde været i vandet, og kiggede på. Ligesom det var tilfældet, da Jytte kom, tager ting sin tid i en alder af 90 år.
Medlemmerne af Vinterbade-klubben foreslog, at overrækkelsen kunne finde sted indenfor, men frisk luft har aldrig skadet, og derfor blev gruppen af omkring 15 medlemmer stående ude foran ved bænkene ved omklædningsrummene. Da Jytte kom ud igen skyndte Else Warming sig ind i et andet omklædningsrum efter en buket blomster, som det nye æresmedlem skulle have. Derefter fik kasserer i Vinterbaderne Østerstrand, Benny Refsgaard, standset Jytte og fortalte, at der var en overraskelse til hende. En tydelig overrasket Jytte blev derfor gjort bekendt med, at hun blev klubbens førte æresmedlem.
– Bestyrelsen har modtaget en indstilling om at udnævne dig til æresmedlem, og det har vi vedtaget på generalforsamlingen. Din start som vinterbader kendte vi ikke, så vi valgte at overraskelsen skulle finde sted på din fødselsdag, sagde Benny Refsgaard inden, at Jytte hun har været vinterbader i 25 år, og dermed har været under vandet i de kolde måneder siden 1996.
– Det er ikke til at forstå, at jeg er så gammel, sagde Jytte.

Og Jytte har ret. De fleste drømmer om som 90-årig at være still going strong og aktiv som hende, men alderen er ved at spille hende et puds.
– Selvom du ikke går så godt mere, så kommer du stadig en gang i ugen og det er virkelig sejt, forklarede Benny, der overrakte Jytte en collage med billeder af hendes tid som vinterbader:
– Det er for meget I gør ud af det, sagde Jytte.
Selvom Jytte mente det var for meget, kom der mere. Der var sørget for, at alle de fremmødte kunne få en skarp, og der var også lidt til den søde tand. Der blev derfor skålet for Jytte, og den skarpe gled stille og roligt ned efter for de flestes vedkommende at være delt over i et par mundfulde. Efterfølgende gik snakken mellem de fremmødte, og Jyttes søn fortalte blandt andet, at efter han er blevet pensionist, er han blevet vinterbader og er generelt aktiv. Han har selv en hel dag, hvor han er sammen med mor-Jytte, hvor de sammen tager en tur i vandet, og efterfølgende hygger sig med blandt andet kortspil.
De rutinerede vinterbadere anbefaler, at man starter med at vinterbade efter sommeren, og på den måde langsomt vænner kroppen til det, men er man sund og rask, kan man godt starte i de kolde måneder. Flere af de vinterbadere, der var med til at hædre Jytte fortæller, at de selv startede som vinterbadere i forlængelse af sommeren.






