Annonce

Mandag den 4. juli kl. 18.00 præsenterer Guide Michelin årets nordiske stjernerestauranter og Michelin Special Award fra koncertsalen i Stavanger. I år sker offentliggørelsen af de nye Michelin-stjerne ved et stort, fysisk arrangement med deltagelse af de nordiske kokke og mange andre gæster.

Der er meget på spil for den fredericianske restaurant Ti Trin Ned, når årets stjerner uddeles mandag den 4. juli, 2022. Her præsenterer Gwendal Poullennec, international direktør for Michelin Guide, de nye nordiske stjernerestauranter fra koncertsalen i Stavanger. Det store fysiske arrangement afholdes i samarbejde med Rogaland County Municipality, City of Stavanger, Visit Region Stavanger og koncertsalen i Stavanger.Ud over de nye stjernerestauranter præsenterer Guide Michelin også årets nye grønne stjerner og uddeler Michelins Special Awards.

Michelinuddeling 2019. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Michelinuddeling 2019 i Aarhus. Arkivfoto: AVISEN

– Jeg er taknemmelig for, at vi i år kan samle mange kokke og gæster fysisk i Stavanger for at fejre og hylde årets nye stjernerestauranter, kokkene og deres dedikerede hold. Det er en perfekt optakt til sommerferien i Norden, hvor vi håber, at madentusiaster vil få mulighed for at opleve den fantastiske gastronomi og den udvikling og kvalitet, der møder vores inspektører år efter år i denne del af verden, siger Gwendal Poullennec.

Præsentationen af Guide Michelin Nordic Countries 2022 i Stavanger er åben for medierne, men bliver også transmitteret live via Michelins YouTube-kanal. Alle stjernerestauranter og øvrige anerkendelser findes efterfølgende på Michelin Guidens hjemmeside og app.

– Som Norges førende fødevareregion er Stavanger stolte af at være vært for uddelingen af Michelin stjernerne 2022. At være vært for et arrangement som dette sætter madbyen Stavanger på landkortet og styrker vores region som en international maddestination. Restauranterne her i regionen har arbejdet sig igennem pandemien, og jeg er stolt over, at de igen får mulighed for at dele kulinariske oplevelser i verdensklasse med gæster fra hele verden, siger borgmester i Stavanger, Dagny Sunnanå Hausken.

– Stavanger-regionen byder på nogle af landets bedste madoplevelser med råvarer i verdensklasse. Vi ser frem til at være værter for præsentationen af den nordiske Michelin Guide – en begivenhed, der bygger på vores engagement i turisme som destination for kulinariske oplevelser, siger Per Morten Haarr, turistdirektør i Visit Region Stavanger.

Annonce
Annonce