8-10.000 ventes i år at besøge transportmessen Vestfyn Trækker, der nu må gøre plads til endnu flere udstillere. På messen kåres en danmarksmester, og verdens bedste kranfører forsvarer titlen.

Årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2016, afholdes ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 27. til 29. maj. Forberedelserne er i fuld gang. Da alle fritliggende stande for længst er udsolgt, gøres der nu plads til endnu flere udstillere.

– Ventelisten på fritliggende stande er allerede lang. Derfor arbejder vi lige nu på yderligere optimering af messearealet, så den sidste spildplads elimineres. På den måde kan vi få plads til flere udstillere, forklarer arrangøren, administrerende direktør Per Mikkelsen fra VBG GROUP.

Kårer en danmarksmester

På Vestfyn Trækker 2016 afholder MCH Messecenter Herning konkurrencen Årets Opbygning, som blev lanceret sidste år. Her skal de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere finde årets bedste specialopbyggede lastvogn.

– Konkurrencen blev så stor en succes i 2015, at vi har valgt at afholde den igen allerede på årets messe i Ejby. På grund af den store interesse er der sat en grænse på maksimalt tre tilmeldte opbygninger fra hver deltager, fortæller projektleder Betina Engholm fra MCH Messecenter Herning.

Er Johnny stadig verdens bedste?

Da Vestfyn Trækker senest blev afholdt, vandt Johnny Jensen den indledende runde af materielproducenten HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. Efterfølgende slog den 43-årige chauffør konkurrenter fra 14 lande af banen, da han sidste år vandt verdensmesterskabet i Storbritannien. Skal det endnu en gang lykkes en dansker at nå helt til tops? Det hele starter på SAWO’s messestand, hvor den første kvalifikationsrunde afholdes.

– I år rykker vi konkurrencen ind på selve messearealet, så vi forventer endnu mere opmærksomhed og endnu flere deltagere. Danmark er fyldt med dygtige kranførere, der samtidig er meget ydmyge. Derfor er vi glade for med det her initiativ at sætte fokus på, hvor meget de egentlig kan, siger Vivian Knudsen, der er marketingkoordinator hos SAWO.

På seneste messe i Ejby gennemløb Johnny Jensen på blot to minutter og 43 sekunder forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde.

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter. www.vestfyntraekker.dk