Annonce

Arbejdernes Internationale Kampdag falder hvert år til samme tid. 1. maj er for mange venstreorienterede en dag, der skal fejres med manerer, men samtidig en dag, hvor der er plads til at tale om, hvordan det står til med arbejderkampen. Meget er sket siden Pio, men arbejderkampen lever fortsat.

Arbejderkamp. Arbejder. Kamp.

Det handler i ordenes betydning om kampen for arbejderne, en kamp der handler om manden eller kvinden på gulvet. Kampen for ordentlige arbejdsforhold. Kampen for en ordentlig løn. Det er en kamp, der har haft mange ansigter, mange temaer og mange sejre gennem tiden. Men det er en kamp, der hele tiden fortsætter, for arbejderkampen er langt fra slut.

Der er nået mange milepæle for arbejderne. Og det er måske ikke arbejderens løn- og arbejdsvilkår, der er de største temaer i arbejdskampen lige nu. Arne-pensionen er seneste skud på stammen over tiltag, der har til formål at give arbejderne bedre vilkår.

Men arbejderkampen anno 2022 har flere facetter. Der er en del, der handler om platformsarbejde, hvor særligt de store byer har et bredt arbejdsmarked med mange der arbejder for diverse platforme. Her har de en masse fleksibilitet, men ingen arbejdstagerrettigheder, fordi de er kategoriseret som selvstændige.


Dette følger over til de unge, for det er hovedsageligt de unge, der tager arbejde på en platform. Det er lettjente penge, men uden en forsikring. Og en fagforening er netop en forsikring. Dels kan de tage dine sager, de kan forhandle løn- og arbejdsvilkår – og så har de i århundreder kæmpet for de arbejdsvilkår som de fleste tager for givet.

Annonce

De unge er fremtiden

De unge er en gruppe, der er svær at organisere i fagforeninger. De unge har ikke samme forhold til fagbevægelsen, som den ældre generation har. Hvad får man med en fagforening? Det spørgsmål tror jeg, at mange unge stiller sig selv. Det er svært at vide, hvad man får for sine penge, ligesom fællesskabet ikke nødvendigvis er, som det har været tidligere.

Aggressive markedsføringskampagner fra ”gule” fagforeninger presser fagbevægelsen yderligere. For de formår at nå ud til de potentielle medlemmer, men uden noget, der minder om de samme muligheder. Men fordi der er et godt tilbud. Der er en god pris. Der er nogen, der griber knoglen og ringer ud. Det kan tiltrække nye, der ikke kender fordelene ved at være medlem af en fagforening, gul, rød, blå eller orange.

Der tegner sig et billede af, at en fagforeningsmand eller kvinde er oppe i årene og mest af alt minder om en der snart takker ja til Arnes pension. Det er fortsat afgørende medlemmer. Det er medlemmer, der altid har været medlem, og som aldrig har betvivlet dette. Men hvis fagbevægelsen skal overleve, så skal de også fange en ny målgruppe. En yngre målgruppe, der kan være fremtiden.

Presset kommer også udefra

Den store udfordring er organiseringen, for uden en stærk organisering står den danske model ikke stærkt. Og netop den danske model er noget, vi i Danmark er meget stolte af. Noget vi gerne turnerer med i andre lande og forsøger at inspirere dem til. Der er store roser fra EU-Kommissionen, der fremhæver Danmark som et klasseeksempel på, hvordan man bør lave overenskomster.

For der er ikke mange, der har et system som i Danmark. Der er slet ikke mange, der har en organiseringsgrad, som vi ser den i Danmark. Derfor er det klart, at en af de vigtigste faktorer for at opretholde det ry, vi har, det er at skabe en stærk organisering. Men det næste er, at arbejderkampen ikke længere kun handler om det danske arbejdsmarked. Den handler også om at beskytte sig udefra.

Med EU-Kommissionens ønske om en lovbestemt mindsteløn, er der opstået en udfordring. Ikke fordi Danmark umiddelbart er omfattet, men fordi det af mange anses som værende en rutsjebane, der fører lige ned i en lovbestemt mindsteløn. Og dette kan lyde rigtig godt. Men mindstelønnen vil sænke lønningerne på det danske arbejdsmarked markant. Og det er vist de færreste arbejdere, der har en interesse i det.

Så presset er ikke kun indefra, det er også udefra.

Politikerne skal holde sig væk

Den sidste store udfordring er politikere. Dem er der mange af i Danmark. Og mange har forskellige holdninger til, hvordan fagforeningerne agerer og skal agere. Kernen i den danske model er, at det er arbejdsmarkedets parter der forhandler med hinanden. Politikerne har absolut intet at gøre der. Arbejdsmarkedets parter er uden tvivl dem, der kender hverdagen bedst.

Så når politikere på Christiansborg ønsker sig højere lønninger til sygeplejerskerne, så kunne det være, at de skulle give regionerne flere penge. I stedet kunne man til demonstrationer på slotspladsen høre medlemmer af Folketinget så tvivl om den danske models berettigelse. Skal politikerne blande sig, så skal det være i form af flere midler på finansloven. Ikke ved at blande sig i en konkret forhandling.

Der har fagbevægelsen også brug for at træde i karakter. Til at fortælle politikerne, at det ikke er ok at de blander sig. Uanset om hvilken side i folketingssalen de sidder i.

Arbejderkampen anno 2022 lever fortsat. Rigtig god 1. maj.

Annonce