60-70 brandfolk arbejder på at få slukket en brand i Bilka i Vejle.

Opdateret klokken 10:16 med information fra Sydøstjyllands Politi.

Branden opstod klokken 01:52 og Vejle Brandvæsen satte straks massivt ind, men hurtigt stod det klart, at der ventede et længere slukningsarbejde, som først forventes færdig ved middagstid.

Flammerne brød igennem bygningens tag og på et tidspunkt var der fare for, at ilden ville få fat i butikkens tagkonstruktion.

– Vi har fået stoppet branden, inden den gik i tagkonstruktionen til selve Bilkas butiksområde. Det var vi på et tidspunkt her til morgen rigtig bange for, og derfor har vi tilkaldt yderligere assistance, siger beredskabschef Thomas Dietz til TV 2.

Ved politiets pressebriefing klokken 10:00 er vagtchef John Skjødt kommet med følgende opdatering:

P.t er det ved at bliveundersøgt, hvad årsagen kan være og hvor det direkte er sket. Det tyder på, at det er sket på lageret, og det er noget man arbejder videre med. Stedet kan endnu ikke undersøges, da der er fare for sammenstyrtning, og strålevarme gør også, at man ikke kan arbejde i det.

Politiet er pt. i gang med at afhøre personer på stedet.