Budgetforhandlingerne i Fredericia Kommune er igangsat, hvor borgmester, Steen Wrist (S), sidder ved bordenden. Han har fået præsenteret budgetforslag fra oppositionen, Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, der har forskellige samfundsmæssige ideer til at styrke og forbedre fæstningsbyen.

Ser man på Dansk Folkepartis budgetønsker, så er der nogle klare prioriteringer, da ressourcerne i ældreområdet, i familieafdelingen og turisme er noget, der optager partiet.

Med den demografiske udvikling i tankerne ønsker formanden for partiet i Fredericia, Susanne Eilersen, at der kigges på, hvordan der i fremtiden kan sikres nok hænder til at kunne tage sig af de ældre.

Derfor vil Dansk Folkeparti afsætte midler til at lave en temperaturmåling af ældreområdet, hvor der både kigges på, hvordan man tager sig af de ældre medborgere, og om der er et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Formålet er at se, om der kan spares penge på vikarkontoen, såfremt der er et godt arbejdsmiljø.

– Det handler meget om tonen og kulturen blandt de ældre borgere og medarbejderne. Man får ikke den samme service, når det er vikarer, der skal være i øjenhøjde med vores ældre. Som regel er det borgerens sidste hjem i slutfasen af livet, når man bor i et plejehjem. Derfor skal et plejehjem ose af hjemlighed, og det skal være sådan, at borgerens præmisser og behov bliver opfyldt. Dermed nytter det ikke, at der er gang i svingdøren mellem forskellige vikarer, fordi der er brug for stabilitet og ro, siger Susanne Eilersen.

Viceborgmester, Susanne Eilersen (O). Foto: Thomas Max – AVISEN

Derudover skal serviceniveauet ligeledes forberedres i familieafdelingen, hvor DF vil afsætte fem millioner, så der kan ansættes flere socialrådgivere, som bidrager til et bedre arbejdsmiljø og et bedre forhold mellem borgerne og medarbejderne.

– Når vi har flere medarbejdere i familieafdelingen, så får borgerne mere tid og opmærksomhed til at fortælle om deres udfordringer, og samtidig kommer socialrådgiverne til at løbe mindre hurtigt, uddyber Susanne Eilersen, som forleden annoncerede, at hun stiller sig til rådighed som borgmesterkandidat.

Et andet borgerligt parti, Venstre, havde også et møde med borgmesteren i sidste uge, hvor de fremlagde elementer af deres valgoplæg ’’Et menneskeligt Fredericia i vækst’’. Partiet erkender, at politik handler om kompromiser, hvilket vil sige, at samtlige punkter fra Venstres valgprogram ikke kommer til at indgå i budgettet. Det er dog væsentligt for det liberale parti, at retninger fra deres politik er tydelige i budgettet, som peger i retning af vækst, bosætningsstrategi og investeringer i ungeindsatser.

Særligt ved ungeindsatserne hæfter partiet sig ved, at Arne-pensionen er modstridende i processen for at aktivere flere unge på udannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet. Prognoser viser nemlig, at man skal skære i jobcenteret for at finansiere Arne-pensionen, og det er Venstre ikke med på. Partier referer i stedet til, at der er 45000 unge danskere, som ikke har en uddannelse eller job, der vil blive ramt hårdt af denne finansering.

– Vi mener tværtimod, at man skal skrue op for indsatserne for de unge, fordi det handler, om at de unge får en god start på deres arbejdsliv og uddannelse, og således skal de få den rette indsats, så de kan komme videre i deres arbejdsliv. Vi vil ikke spare på ungdommen, siger Pernelle Jensen, som også er en del af Uddannelsesudvalget i Fredericia.

Foto: Thomas Max – avisen.nu

Dernæst går partiet til forhandlinger med forslag inden for børne- og ungeområdet samt folkeskoleområdet, som tilsammen udgør en strategi for at få flere børnefamiler til at flytte til Fredericia. De vil gøre det billigere og bedre at være børnefamilie i Fredericia, hvilket indbefatter, at taksterne i daginstitutionerne nedsættes.

Generelt er det vigtigt for partiet, at de ser retninger af deres politik, hvilket de ikke ser som ultimative krav:

– Vi stiller ikke ultimatum til budgettet, men det er vigtigt for os at se retninger af vores politik. Vi er klar til en åben og god dialog med borgmesteren, og vi vil fortsætte med tage et ansvar, som vi også har gjort i de forrige budgetforhandlinger, siger hun.

Endnu en retning, som de ønsker at se, er at dækningsafgiften udfases hen over de næste fire år, hvilket Nye Borgerlige i Fredericia tilslutter sig til. Dækningsafgiften skal ifølge spidskandidaten, Karsten Byrgesen, skal udfases fra 6,5 promille i 2021 til 0 promille i 2024.

Ydermere har Nye Borgerlige fremlagt deres oplæg til borgmesteren i sidste uge, hvor mange af tiltagene tager udgangspunkt i at søtte borgernære forslag, der vedrører kernevelfærd, hvilket indbefatter socialt udsatte, ældre og svage befolkningsgrupper.

Derudover er miljø et område, som Karsten Byrgesen går meget op i ved årets budgetforhandlinger:

– Det er vigtigt, at vi laver nogle tiltag for miljøet. Det er det simpelthen, fordi byen er støjplaget på grund af larm på landevejene og industrivirksomhederne, hvilket generer bogerne i disse områder. Vi bliver nødt til at gøre noget ved det, siger han.

Foto: Thomas Max – avisen.nu

Derudover indeholder Nye Borgerliges oplæg ’’Fredericia i fremgang’’ et markant fokus på landsbyerne i Fredericia. Ifølge Karsten Byrgesen bliver landebyerne glemt til fordel for midtbyen:

– Vi skal have dem med lige så meget som midtbyen. Vi skal være bedre til at give magten ud til landsbyerne, da styrkelsen af sammenholdet vil øge tilflytningen. Indflydelse motiverer, og derfor skal borgerne i landsbyerne tages seriøst og gives direkte indflydelse på landsbyens udvikling, siger han.

Overordnet set har ovenstående partier indtil videre oplevet en god dialog med borgmesteren, og samtidig er de forskellige formænd i opposition klar til at påtage sig et aktivt ansvar for at indgå i bredt budgetforlig.

Skriv en kommentar