Annonce

I morgen er der premiere på musicalen Bølle Bob i Fredericia, når elever fra Kirstinebjergskolen opfører den populære musical. Det er endnu en musical i rækken af de opsætninger som Kirstinebjergskolen har lavet i samarbejde med Fredericia Musicalteater og Den Kreative Skole.

Der bliver arbejdet på højtryk. Eleverne, der har valgt musical på mellemtrinnet, er klar. Nogen danser, andre synger og så er der dem, der lige skal forsyne sig med nogle af de lækkerier, som forældrene har sørget for står klar i den bod, der er placeret i forlængelse af den store scene. Det er ingen leg, det er ingen skole, det er musical, og selvom det er skoleelever fra mellemtrinnet, så er de alle små musicalaspiranter, der prøver kræfter med den musicalkultur, der de seneste årtier er blevet en stor del af Fredericias DNA.

På en fredag, hvor generalprøven skal stå, er alt som det plejer at være. Det kan man skrive, når man har besøgt Kirstinebjergskolens store sal på Havepladsvej de foregående år. Der er en stor scene, der er medarbejdere og forældre, der sætter stole op, der er forældre, der får akutte opgaver, der skal løses, som når der skal sættes filtdutter under stolene på scenen for, at det ikke larmer for meget, når den professionelle lyd nu går på. Og så er det instruktøren Sanne Æbeløe Vestergaard, der som traditionen byder, har mistet stemmen, men ikke lysten til at lære fra sig, når lyset i salen slukkes og tændes på scenen, og intronummeret lyder i højttalerne, så leverer hun fra salen lige den ekstra undervisning i koreografien, så alt er på plads. Og så er der Bølle Bob.

Jonathan er stolt af at skulle spille rollen som Bølle Bob, selvom det er lidt svært at spille fræk. Foto: AVISEN

Mange husker nok Bølle Bob-filmen fra 1998, der senere blev fortolket som en serie, hvor mange kendte danske skuespillere medvirkede, men også hvor børnestjerner tog form, som eksempelvis Amalie Dollerup. På scenen i Fredericia er det dog Jonathan Karstoft Klein fra 5.B på Kirstinebjergskolen, Afd. Indre Ringvej, der står på scenen som Bølle Bob sammen med sine kammerater. Det var lidt et tilfælde, men rollen passer ham rigtig godt.

– Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor de valgte mig, men jeg stillede op til at blive det, og jeg blev så valgt. Jeg er meget glad for rollen, hvor Bølle Bob bliver beskyldt for at have stjålet noget, fortæller han og fortsætter:

– Det er super sjovt at spille rollen. Man skal gøre sig umage, for det er ikke let at spille fræk, så jeg skal øve mig. Det er så fedt at arbejde med musical, og nu glæder jeg mig til, at der kommer gæster i salen. Det har været fantastisk at være med. Man får mange nye venner. Man føler, at det er et teamwork at lave musicalen. Alle har sin del, og det er godt.

Annonce

– Det har været fedt at arbejde med musicalen undervejs og se, hvad det bliver til, og vi har lært meget. Jeg kan godt huske mine replikker, jeg kan mærke, at jeg kan huske dem, men jeg ved, at mange øver sig virkelig meget. Jeg kan også nogle af de andres replikker udenad, griner Jonathan og slutter:

– Det bliver spændende at få folk i salen i dag og i morgen. Jeg glæder mig også til at vise det for klassen, men det bliver også nervepirrende, men vi glæder os.

Annonce