Teater Malstrøm havde fredag premiere på årets børneforestilling, Halfdans Wunderkammer. Forestillingen placerer sig i en række af flotte forestillinger som Den Lille Prins og Busters Verden, hvor Teater Malstrøm tidligere har vist, at de stadig ejer børnenes drømmeunivers og troen på det magiske.

Smilene var store, da der blev budt velkommen til årets børneforestilling fredag kl.18.00 af teaterleder Martin Bach Sørensen.

– Det er første gang, at Sidsel Nygaard skriver en forestilling, men jeg ved, at I kan glæde jer. Det er en stor dag for os alle, sagde teaterlederen blandt andet i sin intro, og gav en kort forklaring på titlen:

– Wunderkammeret var historisk set en censureret samling af værdifulde og forunderlige genstande, hvis fremkomst og betydning sjældent var endeligt kortlagt. Således kunne disse samlinger rumme alt fra naturskabte krystaller til menneskeskabte maskiner såvel som kunstværker.

Og så var vi i gang med Halfdans Wunderkammer i Det Bruunske Pakhus, Fredericia, og i tider, hvor kunst, kultur og arrangementer er blevet udskudt eller aflyst som følge af sundhedskrisen bliver man en smule lykkelig, når fire smil i grinende, børnefisende og energifyldte skuespillere indtager scenen.

Nerverne hos instruktør Sidsel Nygaard var også til at få øje på. Hun sad helt stille midt i salen og kiggede rundt, da stykket gik i gang. Det var med klapsalver fra salen, at man kunne se de fire skuespillere, Maja Lyngsø Møller, Johanne Ankerstjerne Hermann, Ingrid Zimmermann Schroll og Josefine Blicher Simonsen gå på.

Sidsel Nygaard har med baggrund i Halfdan Rasmussen skrevet en litterær kabaret i børnehøjde, og det var man ikke tvivl om. Med madraser, popcorn og en afslappet atmosfære kunne teatergængerne se Halfdan Rasmussens univers udfolde sig i alle de farverige fortællinger med alle de sproglige mærkværdigheder, man kender fra Halfdan Rasmussen.

Selve forestillingen foregår på et børneværelse, hvor skuespillerne tager os med rundt i det kringlede og krogede litterære univers, hvor alt fra bogstaver til sammensætningen af bogstaverne blev til sjove rim, der bragte minder frem hos de ældste blandt publikum, men også fik flere børn til at rime med – nok fordi de har fået læst Halfdan Rasmussens ABC højt.

Forestillingen er rettet mod de 6-12-årige, men den er også for de barnlige sjæle, der måske har glemt det eventyrlige univers, som man netop finder hos den danske poet, og her blev det tilsat det, der efterhånden går under navnet den malstrømske magi, når der synges, leges, fortælles, danses, spilles figurteater med Halfdan, skiftes tøj, kulisser og rimes. Kulisserne i sig selv er ramt spot on, og indrammer visualiseringer fra børnebøgerne.

De fire skuespillere på scenen reciterer digtende, så de matcher fortællingen og historien om et af de mest vidunderlige og mangfoldige rimuniverser i dansk litteratur. Og i en tid, hvor børn fanges af elektroniske skærme sekunder efter, de slår øjnene op, er det en fornøjelse at se, hvordan alle har øjnene på scenen i Det Bruunske Pakhus, for at opleve skuespillet intense stil.

Teater Malstrøm spiller Halfdans Wunderkammer frem den 19.december, og kan varmt anbefales.

Instruktøren Sidsel Nygaard kan være stolt af sin første forestilling ud fra ønsket om at ramme børnene og de barnlige sjæle, hun har sammen med hele teamet hos Teater Malstrøm, udviklet et univers, der på godt 55 minutter giver dem, som kender Halfdan Rasmussens univers, et stærkt tilbageblik med skuespil og rim, der vækker minder fra start til slut, men også et stykke, der inspirerer dem, der ikke kender Rasmussen eller måske først lige er begyndt at lytte til forældrenes højtlæsning med hans berømte ABC, en litterær vitaminindsprøjtning.

Skriv en kommentar