Boligkontoret Fredericia blev i fredags hyldet og fejret som årets læreplads. Eleverne Charlotte Elgaard og Trine Bonnesen valgte at indstille deres arbejdsplads, fordi de som elever får prøvet kræfter med stort set alt, samtidig med, at det er en fantastisk arbejdsplads fagligt og socialt.

Det var nogle af nøgleordene, da Charlotte Elgaard og Trine Bonnesen valgte at indstille Boligkontoret Fredericia til titlen som årets læreplads. I fredags blev det så afsløret, at Boligkontoret Fredericia er den lokale vinder.

Fv. uddannelseschef Kristina Ringkjøbing-Christiansen fra IBC, direktør Finn Muus og admistrationschef Preben Lærche. Foto: AVISEN

– Det er ingen tvivl om, at det er en fortjent titel. Vi kan både se i den indstilling, som Charlotte og Trine har indgivet, men også via eleverne i de foregående år, at I er et godt sted at være elever ved. Charlotte og Trine lægger i deres indstilling vægt på, at man som elev får lov at komme rundt i organisationen, hvilket er med til at give en bred forståelse for de forskelligartede opgaver og hvordan sammenhængen er imellem afdelingerne. Det giver en god forståelse for hele forretningen. De fremover også, at der fra starten er en plan for uddannelsen, hvilket giver tryghed, når man starter som elev. Der er stadig plads til at man som elev selv kan have indflydelse og som de skriver ”de byder elevernes egen viden og kompetencer velkommen”. Det giver dem plads til at tænke kreativt og bidrage med deres egne inputs, hvilket jo er en kæmpe motivationsfaktor. At der så er et fantastisk fællesskab er bare kirsebærret på toppen, sagde IBCs uddannelseschef Kristina Ringkjøbing-Christiansen, der talte og overrakte prisen til Boligkontoret Fredericia.

Der var glæde hos Boligkontoret Fredericia i fredags, da man vandt titlen som årets læreplads. Foto: AVISEN

Charlotte og Trine havde til indstillingen lavet en flot grafisk opstilling, der præcist fortalte, hvorfor Boligkontoret Fredericia fortjente at vinde. Nu går årets læreplads videre til den nationale konkurrence.

– Komiteen lagde særligt vægt på, at Charlotte og Trines indstilling viser, at Boligkontoret Fredericia rummer det hele. Der er en plan for oplæring, gode rammer til at se bredden i virksomheden, mulighed for indflydelse og et fantastisk socialt miljø. Stort tillykke til jer alle hos Boligkontoret Fredericia med den flotte indstilling og prisen. I er nu med i løbet mod den nationale kåring som Årets læreplads, hvor I skal konkurrere med alle landet erhvervsskoler både de merkantile som IBC, de tekniske og SOSU-skolerne. Vi ønsker jer al mulig held og lykke, sagde Kristina Ringkjøbing-Christiansen og bad direktør for Boligkontoret, Finn Muus og administrationschef Preben Lærche komme op for at modtage prisen, og de to var ikke kun smilende glade, de var også stolte over deres kolleger og det, som de elevansvarlige formår at strikke sammen. Det giver nemlig virksomheden en stor værdi med elever, men er samtidig en investering i fremtidens medarbejdere.

Der var en stolt direktør, der lyttede til Kristina Ringkjøbing-Christiansen, der hun fortalte, hvorfor Boligkontoret Fredericia havde vundet. Foto: AVISEN

– Vi er glade for, at I valgte os. Vi er glade for indstillingen, Charlotte og Trine. Det er jo det vigtigste og årsagen til, at vi står her i dag. Det var været en stor overraskelse, fordi vi ikke vidste noget. Vi anede ikke, før Preben rigtig glad kom med titlen. Vi har gennem mange år fokuseret på at have elever. To ad gangen. Vi synes, at det er en berigelse, samtidig med, at det sikrer uddannelse til branchen. Vi har også ansat elever efter uddannelse gennem tiden, og vi ved fra Anja og Susanne (elevansvarlige hos Boligkontoret Fredericia red.), at der er mange elever, der rigtig vil tilbage til Boligkontoret Fredericia en dag. Der kommer over tid også plads i organisationen, selvom vi kan se på ancienniteten, at de medarbejdere vi har, først går når de er 70 eller 75 år, så det kommer til at tage tid, sagde Finn Muus med et stort smil og overlod ordet til Preben Lærche.

– Det viser mig, at vi har et super godt miljø og omgangstone. Jeg har en tese, at det er en byttehandel, når vi ansætter elever. Eleverne kommer med en masse god viden på deres måde at se verden på, imens vi kommer med en masse erfaring og visdom ud fra vores verden, derved skabes der supergode resultater. Det er alle vores elever et eksempel på, isærdeleshed her i dag, at det lykkes. Så elever er et godt match, der giver os noget. Jeg vil derfor også sige tak til jer alle sammen igen, fordi I tog røven på os og indstillede os. Det var en fantastisk overraskelse, sagde Preben Lærche.

Kontoreleverne Trine Bonnesen (tv) og Charlotte Ellgaard var aldrig i tvivl, da de fik muligheden for at indstille Boligkontoret Fredericia til titlen som årets læreplads. Foto: AVISEN

– Vi har glædet os meget. Vi synes, at det var oplagt at indstille Boligkontoret Fredericia, når vi er så glade for at være her. Nu kulminerer det med, at vi skal fejre det. Elever er tit låst på deres plads med faste opgaver, men her har vi oplevet, at sådan er det ikke. Vi har fået lov til at prøve kræfter med stort set alt. Derfor er det også en virksomhed, hvor man gerne ser sig selv fortsætte, sagde kontoreleverne Trine Bonnesen og Charlotte Ellgaard.

Der var naturligvis brunsviger og et lille budskab, da man fejrede titlen. Foto: AVISEN

Om titlen

Danske Erhvervsskoler kårer hvert år årets læreplads og årets innovative læreplads blandt alle indstillede virksomheder i Danmark. I den forbindelse bliver skolerne bedt om at gøre deres elever opmærksomme på, at de kan indstille deres virksomheder. IBC har i år modtaget 16 indstillinger og blandt disse indstillede virksomheder har et udvalg bestående af to medlemmer af det lokale uddannelsesudvalg, sammen med uddannelseschef Kristina Ringkjøbing-Christiansen, udvalgt Boligkontoret Fredericia som den lokale vinder af årets læreplads og dermed valgt Boligkontoret Fredericia ud til at gå videre til den nationale udvælgelse.

Kriterier

De nominerede lærepladser udvælges på baggrund af følgende kriterier:

Fagligt: Hvad har eleverne lært

Kollegialt: Hvordan er forholdet til kollegaerne? Bliver eleverne inddraget i de sociale begivenheder på arbejdspladsen?

Ledelse/vejledning: Hvordan sikrer arbejdspladsen, at eleverne lærer, hvad de skal? Ligger der en detaljeret plan fra starten eller klares det undervejs?

Socialt: Har eleverne haft særlige udfordringer og hvordan har arbejdspladsen forholdt sig til det?

Kåringen af årets læreplads nationalt finder sted den 2.november 2022.

Skriv en kommentar