Region Syddanmark vil nedlægge skadeklinikken og ambulancelægen i Fredericia. Nattens brand hos Dan Gødning viser med tydelighed, at sådan en beslutning er forkert, da Fredericia har nogle af landets farligste højrisikovirksomheder. Ikke nok med, at branden har udløst en mulig miljøkatastrofe i Fredericia, så ledes tankerne også hen på Seest-ulykken i Kolding i 2004, som var en af de største danske ulykker i nyere tid.

Bliver det sikkert at bo på FredericiaC?

Det spørgsmål stillede Fredericia Avisen myndighederne i 2014, da det kom frem, at  sikkerheden omkring Shells Havneterminal på Fredericia Havn er uændret. Der må bygges boliger i området ved Shells Havneterminal!

Nu er det ikke flydende gødning eller fritureolie, der eksporteres fra Shells Havneterminal i Fredericia. Det er alt fra bioethanol til LPG (Liquefied petroleum gas).

I 2013 eksporterede Shells Havneterminal ca. 30.000 tons LPG (primært butan), men de har faktisk en tilladelse til, at de kan importere og eksportere alt fra bioethanol til LPG (Liquefied petroleum gas) på 2,9 mio. tons. Den tilladelse fik de den 21. marts 2012.

Selvom Miljøstyrelsen har givet carte blanche til Shell, kan man kun håbe på, at alle relevante myndigheder har Seest-ulykken og nattens brand hos Dan Gødning i baghovedet, når de siger, at det bliver sikkert at bo på FredericiaC.

Hvad mener du, kære læser!