Annonce

I valgkampen lovede Socialdemokratiets Søren Larsen, at dækningsafgiften ville blive fjernet, hvis Fredericia nåede landsgennemsnittet på beskæftigelsestallene. Netop dækningsafgiften har i mange år været en bet for erhvervslivet – derfor glæder det formand for Business Fredericia, Bent Jensen, at den nu bliver afskaffet.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden i Fredericia nu er på landsgennemsnittet. Det er en politisk milepæl, der også fyldte en del i valgkampen. Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Larsen, gik så langt som at love, at hvis beskæftigelsestallene nåede landsgennemsnittet, så ville han fjerne dækningsafgiften. Dette skulle være en gulerod til erhvervslivet om at bidrage til at få flere lokale i arbejde.

– Lykkes denne satsning er det lidt en win-win-win. Vi får nedbragt ledigheden, virksomhederne får kvalificeret arbejdskraft og virksomhederne undgår dækningsafgiften. Desuden er det nærmest selvfinansierende, for undgår vi de politiske dummebøder kan vi bruge dem på at fjerne dækningsafgiften, lød det fra Søren Larsen i november.

Nu hvor tallene er nået, så står Søren Larsen ved sit løfte til erhvervslivet.

– Det vil vi fortsat. I takt med at midtvejsreguleringen forsvinder, så vil vi udfase dækningsafgiften. Vi gav bolden op til virksomhederne, at hvis de tog flere – så ville vi udfase dækningsafgiften. Det har vi nu nået, takket være gode politiske beslutninger, medarbejdere og ikke mindst erhvervslivet. Så endelig ser vi effekten af de mange nye arbejdspladser, vi har fået skabt i Fredericia de seneste mange år, siger Søren Larsen.

Det er en udmelding, der vækker glæde hos Business Fredericia. Formand for Business Fredericia, Bent Jensen, talte også om dækningsafgiften til den seneste generalforsamling.

Annonce

– Dækningsafgiften er langt hen ad vejen en urimelighedsskat, og når den ikke er i alle kommuner, er den også et konkurrenceparameter. I Fredericia kan man ikke tage de penge ud af budgettet, det har jeg respekt for, men jeg er glad for, at politikerne har kvitteret for det i budgettet. Hvis man kan gøre noget ved arbejdsløsheden i byen, så kan man bruge de penge, vi sparer på at nedsætte dækningsafgiften. Det er klart, at det er en skat, som er en torn i øjet, lød det fra Bent Jensen.

Formand: Det er dælme en fantastisk nyhed

(Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Det var en tydeligt begejstret Bent Jensen, der fredag fik at vide, at Socialdemokratiet ønsker at leve op til deres valgløfte og nu vil afskaffe dækningsafgiften.

– Det er dælme en fantastisk nyhed. Det skal de have cadeau for. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med dygtige og professionelle folk. Det glæder erhvervslivet rigtig meget, siger Bent Jensen.

– Det er klart, at det her er et signal og en håndsrækning til erhvervslivet. Basalt set er det også en tak og en belønning. Der ligger os på niveau med de omkringliggende kommuner. Men det forpligter også erhvervslivet på den gode måde, så der kan komme flere i arbejde. Det er helt igennem godt håndværk. Det skal de have ros for, fortsætter Bent Jensen.

Grunden til, at han ikke er tilhænger af dækningsafgiften er, at det for ham er en ”urimelighedsskat”. Det er en skat, som kommunerne selv kan vælge at have, hvorfor der er store forskelle på grundvilkårene for virksomheder på tværs af kommuner.

– Problematikken er, at man beskatter uens. Det svarer til, at den enkelte kommune kan bestemme om, det koster penge at køre ind i kommunen eller ej. Kommuneskatten kan kun ganske lidt reguleres, men det her er en skat, som man ikke betaler alle steder, siger Bent Jensen.

Noget af det politikerne tit bliver holdt op på er de nationale målinger på erhvervsvenlighed. Her er Bent Jensen sikker på, at en fjernelse af dækningsafgiften vil rykke Fredericia op på listen.

– Der er ingen tvivl om, at det her får en positiv virkning. I deres beregning bliver man straffet ved at have en dækningsafgift. Når nogen slipper for en udgift, så er det sjældent, man slipper for en klage. Det har jeg aldrig oplevet før, siger Bent Jensen.

– Jeg synes, at Fredericia har rykket sig meget signifikant. Men vi skal huske, at vi ligger et sted med mange andre dygtige kommuner. Havde vi ligget anderledes, så er det klart at vi lå fantastisk. Men det her er den bedste nyhed, det er der ingen tvivl om, lyder det afslutningsvist fra Bent Jensen.

Erhvervsdirektør: Det er en stor dag for erhvervslivet

Foto: AVISEN

Det er en stor nyhed for Fredericia og for det lokale erhvervsliv, siger erhvervsdirektør ved Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer. Han glæder sig over, at flere års hårdt arbejde har båret frugt – og at politikerne fortjener en stor ros for at lytte til erhvervslivet.

– Det er helt klart, at det her har stor betydning. For mange af vores medlemmer har det været en vigtig sag at få det her fjernet, så vi er på lige fod med andre kommuner. Det er en stor dag for erhvervslivet, siger Kristian Bendix Drejer og fortsætter:

– Det betyder en lempelse for mange virksomheder, også at vi fremadrettet kan sige, at vi har lige vilkår med vores nabokommuner. Så en stor ros til byrådet for at ville fjerne dækningsafgiften. Det er også dejligt, at man gør det man lover, nu hvor vi er kommet ned på landsgennemsnittet, som var målet.

Forud for denne melding om, at man nu ønsker at fjerne dækningsafgiften har været et hårdt arbejde. Ad flere omgange har Business Fredericia været medspiller i sænkelser af dækningsafgiften.

– Da Business Fredericia blev skabt, fik vi sat et mål om, at vi skulle være i top 10 på ranglisten. Det giver den her fjernelse af dækningsafgiften en mulighed for. Så jeg forventer også, at erhvervslivet kvitterer. Ikke i den næste rangliste, for der er allerede stemt. Men det har været et langsigtet mål at få den fjernet, som nu er lykkedes, siger Kristian Bendix Drejer.

Selvom der har været et hårdt arbejde bag, så vil Kristian Bendix Drejer på ingen måde tage et stort ansvar for, at dækningsafgiften nu er på vej væk. Derimod sender han en stor tak til sine medlemmer og politikerne.

– Det har været et forenet samarbejde imellem erhvervslivet, altså vores medlemmer, og politikerne. Den har jo været sænket et par gange, og er nu på vej helt ud. Men det er et fælles arbejde om at styrke erhvervslivet i Fredericia. Det her er med til at styrke vores erhvervsfortælling – og et vigtigt signal til erhvervslivet, siger Kristian Bendix Drejer.

Læs også:

Annonce