Butikkernes husleje er faldet de seneste mange år, og tendensen fortsatte i coronaåret 2020. Et udtryk for ejernes tilpasningsevne, mener EjendomDanmark.

Et par klik, og så er varen på vej med posten. Den tendens har ændret spillereglerne for de fysiske butikker de seneste år, og med coronakrisen er der sat endnu mere turbo på skiftet fra fysisk handel til online handel. Udviklingen har også haft en afsmittende effekt på huslejen, der rent faktisk er faldet de seneste syv år.

Nærmere bestemt er huslejen i gennemsnit faldet med 0,3 procentpoint om året siden 2014, viser en opgørelse fra EjendomDanmark. Det er vel at mærke uden inflation:

– Faldet er ikke dramatisk, men til gengæld er tendensen meget klar. Det er altså en skrøne, at butikkernes huslejer bare stiger og stiger. Tværtimod har de været faldende, selvom der selvfølgelig er forskelle fra område til område. Dermed udviser ejerne også en stor tilpasningsevne over for de butikker, der de seneste år har skullet tilpasse sig et marked, hvor onlinehandel har ændret på vilkårene, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Effekten af en nedlukning
Faldet i huslejeniveauet var i 2020 på 0,5 procentpoint. At det ligger højere end gennemsnittet for de seneste år, hænger sammen med, at det har været et usædvanligt år, hvor corona-håndteringen i perioder har lukket store dele af butikslivet og de liberale erhverv ned:

– Vi har kunnet se, hvordan butikkernes restancer er bølget op og ned i takt med ned- og genåbninger, men også at de hele året har ligget på et unaturligt højt niveau. Så lige nu er både butikker og ejere under et ekstraordinært pres, siger Jannick Nytoft.

– Der er indgået mange lokale aftaler mellem erhvervslejere og ejere, som har gjort, at butikkerne har kunnet holde snuden over vandet. Det er ingen hemmelighed, at hjælpepakkerne ikke har fungeret optimalt, og derfor er det vigtigt, at der bliver fundet løsninger ude i virkeligheden.

De danske butikker skylder i en opgørelse fra februar i år 2,1 mia. kr. i husleje. Stigningen var den højeste på en enkelt måned siden coronakrisens begyndelse.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer