Byrådet i Fredericia Kommune har sagt god for AP Pensions datterselskab, AP Ejendommes, planer om at opføre et 150 kvadratmeter stort aktivitetshus i Kanalbyen i Fredericia. Aktivitetshuset må maksimalt udlede 5,0 kg CO2 per kvadratmeter per år over en 50-års periode. Det er cirka halvdelen af udledningen fra traditionelt byggeri. Projektet er blandt andet støttet af Realdania.

Et aktivitetshus, der skal sætte nye standarder for brugen af beton i byggeriet, er nået et skridt nærmere. Byrådet i Fredericia Kommune har netop godkendt, at AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, nu kan opføre et 150 kvadratmeter stort aktivitetshus i den nye bydel, Kanalbyen.

Visionen for aktivitetshuset er, at huset maksimalt må udlede 5,0 kg CO2 per kvadratmeter per år over en 50-års periode. Det er cirka halvdelen af udledningen fra traditionelt byggeri, hvor beton ellers er kendt som en notorisk stor udleder af CO2.

Det nye fælleshus skal fungere som showcase, der kan vise fremtidens innovative løsninger til en grøn omstilling af betonbyggeriet og dermed bidrage til vigtig dokumentation, erfaring og læring undervejs i byggeriet.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er meget tilfreds med, at byrådet i Fredericia Kommune har godkendt opførelsen af det innovative aktivitetshus, som er kommet til i et samarbejde med Teknologisk Institut, Henning Larsen, Rambøll, Dansk Beton, Unicon og Aalborg Portland.

– Byggebranchen er en af de største udledere af CO2. Derfor ser vi i AP Ejendomme hele tiden på, hvordan vi kan være med til reducere CO2-udledningen i vores ejendomme. En af de måder, vi kan gøre det på, er ved at tænke nyt og prøve nye metoder. Med aktivitetshuset i Kanalbyen i Fredericia prøver vi noget, som kan være banebrydende for brugen af beton i byggeriet, og som støtter den grønne omstilling, siger Peter Olsson, der samtidig glæder sig over, at byrådet i Fredericia Kommune bakker op om projektet.

– Vi er meget glade for, at Fredericia Kommune kan se værdien i, at aktivitetshuset bliver opført i Fredericia. Vi er overbeviste om, at huset bliver en attraktion, som mange vil få glæde af, både på grund af arkitekturen og fordi huset bliver banebrydende i forhold til, hvor lidt CO2, det kommer til at udlede i forhold til normalt betonbyggeri, siger Peter Olsson.

I den filantropiske forening Realdania, der støtter projektet økonomisk, er der også stor tilfredshed med, at aktivitetshuset nu har fået politisk opbakning til at kunne blive opført i Fredericia.

– Byggematerialer udgør en stor del af vores samfunds klimabelastning. Der ligger derfor en vigtig filantropisk opgave i at stimulere innovation og udvikling indenfor alle materialer for at reducere deres klimaaftryk. Det indebærer også de traditionelle, tunge materialer som beton. Vi håber, at aktivitetshuset kan bidrage med ny viden og nye løsninger til, hvordan vi kan bygge mere bæredygtigt, også når vi bygger med beton, siger Lennie Clausen, programchef i Realdania.

Skriv en kommentar