Sune Nørgaard, forhenværende spidskandidat for SF og nu spidskandidat for Den Demokratiske Borgerliste, har politianmeldt byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz for brud på hendes tavshedspligt. Hun mener, at det handler om misforståelser.

Sagen drejer sig om, at Cecilie Roed Schultz ifølge Sune Nørgaard skal have refereret fra en personsag offentligt, i kraft af hendes position som næstformand for Børne- og Skoleudvalget. Det skulle ifølge Nørgaard være baseret på informationer fra koncernchefen i Familieafdelingen. Det mener Schultz er baseret på misforståelser.

– Jeg synes, at det er sjovt, at han vil anmelde mig, når han selv bryder sin egen tavshedspligt Jeg har ikke hørt fra politiet, men vi har jo mødtes til et møde, hvor en anden fra Enhedslisten var med, der var også andre fra SF med, og der blev den daværende sag opklaret. Det handler om misforståelser. Så det tager jeg rimelig roligt. Jeg ved godt, hvad jeg har skrevet, siger Cecilie Roed Schultz.

Sune Nørgaard har generelt udtrykt sig meget kritisk omkring Familieafdelingen i Fredericia Kommune. Han har selv arbejdet professionelt med familiesager, og føler sig personligt forarget over den måde, han mener borgerne behandles på i Fredericia:

– Der er bunker og bunker af sager. For hver og en siger de, at det er en enkeltsag, hvis det er skidt. Men når vi tæller dem sammen, så er det ret mange såkaldte enkeltsager der er rendt af sporet. Det er velkendt at de snakker om løst og fast, udenom deres tavshedspligt. Man kan endda se på hvem der liker hvad på Facebook, at nogle socialrådgivere i Fredericia Kommune deltager aktivt og hygger sig. Når folk fra ledelsen går højlydt rundt og fortæller om sager, der er tavshedspligt om, så er det efter min overbevisning nødvendigt at nogen får det meldt til politiet. Nu er det faldet på mig, og jeg har valgt at gøre det, siger Sune Nørgaard.

Sagen drejer sig om ikke om problemer hos Sune Nørgaard selv, forklarer han:

– Alle skal kunne henvende sig for rådgivning og hjælp, og det har jeg også gjort. Mange forældre og børn kan få brug for rådgivning. Lad mig slå fast, at det får man ikke med den ledelse, vi har i Familieafdelingen i Fredericia.

Cecilie Roed Schultz sidder også i økonomiudvalget, og derfor mener Sune Nørgaard, at hun er fuldt ud orienteret om mange privatfølsomme forhold, og at hun har brugt oplysninger om ham i et debatspor på Facebook. Det afviser Schultz:

– Jeg er blevet bekendt med, at jeg tilsyneladende er blevet politianmeldt. Det har jeg kontaktet politiet for at få bekræftet. Jeg har haft en dialog med kommunens chefjurist omkring sagen. På grundlag af den korrespondance han har fået tilsendt, er vurderingen, at der ikke umiddelbart skulle være begået noget brud på tavshedspligten eller andet strafbart. Jeg synes selvfølgelig, man er i sin gode ret til at få politiet til at vurdere det og jeg vil samarbejde med dem i forhold til at få sagen ordentlig belyst, så vi kan få opklaret det her og komme videre.

Men Sune Nørgaard mener ikke at kommunens chefjurist er uvildig, og fastholder at politiet skal tage stilling til, om der er brud på tavshedspligten fra de implicerede personers side.

– Vi er mange borgere, der har fået nok. De bruger forvaltningen som om det er deres egen lille hær. En ting er, hvad de gør i de konkrete udvalgssager, noget andet er, når de går efter politiske modstandere ved hjælp af privatoplysninger fra kommunen. Det er uhørt, og det bør politiet og anklagemyndigheden retsforfølge, mener Sune Nørgaard.

Ifølge Cecilie Roed Schultz har hun og Sune Nørgaard tidligere talt ud om sagen. Hun mener, at anmeldelsen er en del af Nørgaards farvel til SF, og en del af hans politik:

– Nu har han jo truet med at anmelde mig flere gange. Så det kommer desværre ikke bag på mig, at jeg er blevet anmeldt. Sidst han truede med at anmeldt mig holdt vi et godt møde, hvor vi talte om sagen. Han så, at det var en misforståelse og han sagde, at han selvfølgelig ikke ville anmelde. Nu blæser der andre politiske vinde og jeg er anmeldt. Hvordan andre bedriver politik ønsker jeg ikke at kommentere på. Det må stå for deres regning. Jeg ser dog frem til at få det her ud af verden, så jeg kan have fuldt fokus på politik igen, udtaler Schultz.

Sune Nørgaard, der har stiftet Den Demokratiske Borgerliste, fastholder at der er en principiel beslutning bag anmeldelsen, og at han gør det fordi han vil have stoppet medarbejdere i forvaltningen, han mener frit fortæller om sager, de har tavshedspligt om:

– Der skal sættes en stopper for det her cirkus. Cecilie arbejder selv for Fredericia Kommune, udover at hun er medlem af byrådet. Det er en stor familie, og jeg er en af dem, der har tænkt mig at sige fra overfor den form for politisk misbrug af privatfølsomme oplysninger. Jeg skal kunne henvende mig til kommunen og søge rådgivning om alt mellem himmel og jord, uden at de kommunale medarbejdere eller byrådsmedlemmer går og hyggesnakker om det, slutter Nørgaard.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Brian Steff Magnussen
Brian Steff Magnussen
07:38 - 11. maj 2021 07:38

En stor sammenspist familie, Mundkurve og muleposerne falder nu, og sandheden begynder at dukke frem. Det må politikerne til at vænne sig til.

Somsak
Somsak
11:12 - 11. maj 2021 11:12

Spændende, gad vide hvor meget nepotisme, der er tale om, værre end forsvaret ?

Poul Rand
Poul Rand
11:19 - 12. maj 2021 11:19

Jer er politisk meget uenig med Cecilie Roed Schultz, men tror ikke hun bevist eller på anden måde vil bryde sin tavshedspligt. Af teksten udleder Jeg Sune Nørgaard selv har en sag kørende i Familieafdelingen i Fredericia.

Kan vi ikke konkludere det er et emne der ikke burde køre i presse regi for at kaste med smuds på enkelt personer eller afdelinger? lad medierne fortælle sagen er rejst og den håndteres af rette myndighed. Det virker det som det er 2 der taler forbi hinanden? Når udfaldet foreligger, så kan historien fortælles.

Jeg går 100 pct ind for åbenhed, men det skal være fakta baseret. Der er ingen tvivl om at Familie afdelingen har lig i lasten, men det er en anden sag.

Det er mere vigtigt at finde ud af hvem der har lækket fra advokat rapporten. Hvorfor skrives der ikke om dette?