Overordnet set oplever byerne i Trekantområdet en stor fremgang i erhvervslivet, hvor fællesnævneren for byerne er, at de alle sammen er steget i Dansk Industris undersøgelse om erhvervsvenligheden. Ifølge Andreas Dyhrberg Andreassen, chefredaktør på AVISEN, så må det næste mål for byerne i Trekantområdet, at de ender i top 20.

På trods af den megen politiske turbulens, som Fredericia har gennemlevet det seneste år, er det alligevel lykkedes at forbedre erhvervsvenligheden i kommunen. Fredericia scorer således en plads som nummer 26, hvilket er et spring frem på 10 pladser i DI’s landsdækkende måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er dog stadig et godt stykke fra den flotte 14. plads, Fredericia Kommune opnåede for 2 år siden.

Næsten 3 ud af 4 virksomheder vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen, det er en høj andel, når man sammenligner med andre kommuner. Det er meget positivt, men vores undersøgelse viser dog også, at der er en række forhold, der trænger til at komme tilbage i fokus.

– Fredericia er gået frem igen efter det fald, man så sidste år. Vi er ikke i nærheden af et historisk resultat, men det er stadigvæk imponerende, at byen befinder sig på 26. plads. Dansk Industri peger ligeledes på, at erhvervslivet klarer det godt til trods for den politiske turbulens. Dertil kan man sige, at det sidste års tid i byen, har man ikke haft det bedste image. Der adskiller erhvervsmiljøet sig, da det lever i bedste velgående, mens der er krise i det politiske miljø, siger chefredaktør hos AVISEN, Andreas Dyhrberg Andreassen. Han mener, at virksomhederne er blevet ved med at vælge Fredericia til og bidrage til byens positive udvikling, selvom der har været en del uro i den politiske arena.

Herudover er der stadig noget at arbejde med for Fredericia, da man scorer lavt ved punkter som dækningsafgiften. Byen har også en ambition om at komme længere frem på listen, og her mener Andreas Dyhrberg Andreassen, at der er gode muligheder for at indfri ønsket om at ende i top ti.

En kommune, som tidligere har været på to ti, er Middelfart Kommune. Middelfart Kommune har befundet sig i Top 10 i Dansk Industris årlige undersøgelse af

erhvervsvenligheden igennem rigtig mange år. Sidste år dumpede kommunen ned på en 29. plads, men med årets måling vinder kommunen noget af det tabte terræn tilbage med en placering som nummer 24.

Tilfredsheden med kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere ligger også fortsat på et højt niveau omend tilfredsheden med kommunens indsats er faldet lidt. Netop virksomhedernes mulighed for at rekruttere kvalificerede medarbejdere er den indsats, som virksomhederne anbefaler Middelfart kommunen at prioritere højest i de kommende års arbejde.

– Historisk set har Middelfart været en meget erhvervsvenlig by både faktuelt, men også i målingerne, hvor kommunen har et mantra, der hedder: “Vi siger ikke bare nej, vi undersøger, hvad der kan lade sig gøre.”. De ser nemlig ofte på muligheder frem for begrænsningerne, og derfor er det en kommune, der er meget løsningsorienteret i stedet for at spille mod virksomhederne, siger chefredaktør hos AVISEN.

Ifølge ham så er Middelfart også en kendetegnet ved at være en by, der har et aktivt fokus på klimaet, hvilket undersøgelsen også understøtter. Det er til trods for, at borgmesteren i byen, Johannes Lundsfryd Jensen (A), mener, at de har scoret lavt ved miljø og klima.

Kolding Kommunes erhvervsvenlighed har taget et stort skridt i den rigtige retning efter sidste års lidet prangende resultat. Kolding hopper imponerende 31 pladser frem på ranglisten fra en plads som nummer 65 til en 34. plads i DI’s årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Sådan lyder Kolding-virksomhedernes vurdering i år af erhvervsvenligheden i kommunen. Kolding er en af højdespringerne i årets undersøgelse.

– Kolding er gået markant frem. Ganske enkelt imponerende. Man har set det ene spadestik efter det andet, som borgmesteren i kommunen, Jørn Pedersen (V), har været en del af. Det har givet en kollektiv følelse i Kolding, at man kan udrette noget i byen, nye virksomheder flytter og de eksisterende vokser. Denne tilgang har virksomhederne sat pris på.

Vejle Kommune indtager med en 22. plads fortsat den øverste plads på rangstigen i Trekantområdet i DI’s årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Vejle Kommune placerer sig et mulehår foran både Middelfart (24) og Fredericia (26), mens Kolding opnår en plads som nummer 34 i årets undersøgelse. Vejle Kommunes placering er et lille skridt tilbage fra sidste års 19. plads.

– Vejle er den mest erhvervsvenlige by i Trekantområdet, og det er i sig selv en stor præstation. Fra et geografisk perspektiv strækker byen sig utrolig langt, og de har deres force på mange områder, hvilket også giver udslag, når målingerne går den forkerte vej, denne gang er det dog omvendt. De scorer højst ved muligheden for at finde kvalificerede medarbejdere, og det tyder på, at kommunen gør noget rigtigt med hensyn til beskæftigelsesområdet, hvor man ikke har svært, udtrykker Andreas Dyhrberg Andreassen.

Skriv en kommentar