Det er ikke kun Skandinaviens vigtigste fagmesse inden for byggevarer, BYGGERI ’16, som løber af stablen fra tirsdag den 1. marts til fredag den 4. marts. Det bliver samtidig startskuddet til Danmarks største restaurant, som står parat til at bespise cirka 30.000 håndværkere og fagfolk fra hele Norden med alt fra smørrebrød, over det store kolde bord til pizza.

”Ingen skal gå sultne fra BYGGERI-messen, så vi har nok Danmarks største indkøbsseddel med alt fra 300 spande rejer til 120 sider fersk laks og forventer at smøre 5.000 stykker smørrebrød. Foruden restauranten vil messen yderligere rumme diverse madboder. Her vil der blandt andet blive serveret øl, pølser og ribbensteg sandwiches, hvortil 4.000 frankfurterpølser og et halvt ton ribbenssteg er blevet indkøbt. Skulle nogle af gæsterne ønske en mere udenlandsk spise, vil der også blive bagt godt 1.000 pizzaer i løbet af messens fire dage”, siger Brian Therp, køkkenchef hos MESSE C.

Samtidig vil der blive travlt med at bespise de mange gæster, som arrangørerne – landets byggecentre – inviterer på frokost i restauranten i Hal C, eller i VIP restauranten i konferencecentret. I alt bespiser medlemmerne af Brancheforeningen Danske Byggecentre flere end 7.000 gæster i løbet af messens fire dage.

Spiseområdet vil blive drevet af godt 150 kokke, tjenere og opvaskere.

Om BYGGERI ’16 

BYGGERI’ 16 afholdes 1. – 4. marts 2016 i MESSE C, Fredericia for 17. gang og er åbent dagligt fra kl. 9.30 – 17.00. BYGGERI-messen har igennem årerne positioneret sig som Skandinaviens vigtigste fagmesse for byggevarer. Fri adgang for fagfolk mod registrering.