Ny Voxmeter-undersøgelse viser, at to ud af tre danskere gerne vil køre en omvej for at spare på brændstofforbruget og køre mere bæredygtigt. Det får de nu mulighed for gennem en ny funktion i Google Maps, der viser de mest brændstofbesparende ruter.

Fremover bliver det nemmere for danskerne at reducere brændstof- og elforbruget, når de sætter sig bag rattet. Korttjenesten Google Maps lancerer en ny funktion kaldet Brændstofbesparende ruter, og de dukker op, når der er et grønnere alternativ til den hurtigste rute.

På en myldretidstur fra Silkeborg til Randers kan det eksempelvis være muligt at reducere benzinforbruget med cirka 25 procent ved at følge en omvej, der er fire minutter længere. Tilsvarende kan man reducere sit energiforbrug i en elbil med 10 procent på en tur fra København til Gilleleje ved at lægge ét minut til køretiden.

Og meget tyder på, at danskerne i høj grad ønsker at køre grønnere og mere brændstofbesparende. En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget blandt 1.001 danskere, viser, at næsten to tredjedele – 64 procent – er villige til at forlænge køreturen, hvis det reducerer brændstofforbruget.

Ved en køretur på én time er 14% af danskerne klar til at køre mellem 1 og 5 minutter længere, 31% vil køre 6 til 10 minutter mere, mens 25% er klar til at bruge mellem 11 og 15 minutter mere bag rattet. 4 procent er klar til endnu længere køretid.

– Det er meget opløftende at se danskernes parathed til at ændre hverdagens vaner, så det potentielt kan gavne både miljøet og egen pengepung – også selvom det koster lidt bekvemmelighed. Det er den slags små valg, som virkelig batter, når man ganger det op på bilister i hele Danmark. Eller for den sags skyld én milliard brugere over hele verden. Selvfølgelig er et endnu grønnere alternativ cyklen, men nogle har brug for at køre, og så kan de ligeså godt gøre det så brændstofbesparende som muligt, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Se hvordan du bruger appen her

Store udledninger kan spares

Den nye funktion udrulles gradvist til de danske brugere i løbet af de kommende uger på både iOS og Android. For at bruge funktionen, indtaster du en destination i Google Maps. App’en viser derefter den hurtigste rute og et brændstofbesparende alternativ, hvis den er stort set lige så hurtig at følge.

Den brændstofbesparende rute er markeret med et lille grønt og hvidt blad, og der medfølger et overslag på, hvor meget brændstof du kan spare ved at følge netop den rute. Ofte er den hurtigst rute dog også den grønneste.

Forslagene er dynamiske og baserer sig på data om fx trafikken, terrænet og fartbegrænsninger. Eksempelvis er konstant fart mere besparende. Med den globale udrulning af brændstofbesparende ruter i Google Maps estimerer Google, og at det potentielt kan spares over én million ton udledt CO2, hvilket svarer til at fjerne flere end 200.000 biler fra vejene.

Funktionen kan dermed være med til at reducere de globale CO2-udledninger fra køretøjer, der ifølge International Energy Agency udgør over 75% af de samlede transportrelaterede CO2-udledninger.

Om Brændstofbesparende ruter i Maps

  • Brændstofbesparende ruter er allerede tilgængelig i USA og Canada. Indtil videre har brugerne her tilbagelagt cirka 140 milliarder kilometer ad disse alternative ruter.
  • Foruden Danmark bliver funktionen nu lanceret i 23 lande, herunder Norge, Finland, Sverige, Belgien, Østrig, Storbritannien og Tyskland.
  • Omkring én milliard mennesker bruger i dag Google Maps.
  • 26% af CO2-udledninger i Europa stammer ifølge analysevirksomheden Statista fra køretøjer.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter på vegne af Google Danmark. Data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgrupper og region. Dataindsamlingen er foretaget i perioden den 24-08-2022 til den 28-08-2022, og der er indsamlet data fra 1.001 nationalt repræsentative respondenter.

Hvor ofte kører du bil?

Dagligt – 47,6%

Et par gange om ugen – 28,1%

Et par gange om måneden – 8,9%

Sjældnere – 5,9%

Aldrig – 9,0%

Ved ikke – 0,5%

For en køretur på en time, hvor meget længere ville du bruge på at komme frem, hvis du følger en mere miljøvenlig rute?

Vil ikke køre en anden rute – 11,6%

1-5 minutter – 24,8%

6-10 minutter – 30,8%

11-15 minutter – 14,3%

16-20 minutter – 2,6%

21-30 minutter – 1,4%

Mere end 30 minutter – 0,1%

Ved ikke – 14,3%

Hvor ofte vil du vælge en mere miljøvenlig rute, hvis den tager samme tid at køre som din normale rute?

Hver gange – 33,4%

Ofte – 29,4%

Nogle gange – 15,6%

Sjældent – 5,3%

Aldrig – 3,9%

Ved ikke – 12,5%

Skriv en kommentar