Region Syddanmark har mange kommuner med 15-årige med mange huller i tænderne sammenlignet med kommunerne i Region Nordjylland og Region Midtjylland. Det viser en opgørelse, som Danske Tandplejere har lavet.

Flere kommuner i Region Syddanmark ligger helt i top på listen over kommuner med højeste procentdel af 15-årige med huller i tænderne. 51 procent af de 15-årige i Billund kommune har huller. Det er den største procentdel i Danmark. Varde ligger nummer otte på listen med 44 procent 15-årige med huller, Vejle nummer 15 med 42 procent og Esbjerg, Fredericia, Assens m.fl. ligger også over gennemsnittet, når det kommer til huller i de 15-åriges tænder.

Det er bekymrende, men ikke så overraskende, for der ikke er nok tandplejere i kommunerne til at praktisere deres kernekompetence, som er at holde tænderne fri af huller.

– Tandplejeren er specifikt uddannet til den forebyggende, vejledende indsats, som er så vigtig for børn og unge, så de lærer at opretholde en god mund- og tandsundhed. Først når operative indgreb er den eneste løsning, kommer tandlægen ind i billedet. Men så snart man borer i en tand, bliver tanden svagere, og tanden vil før eller siden få brug for mere behandling, siger Elisabeth Gregersen, formand i Danske Tandplejere.

Og børnene og de unge har behov for netop tandplejerbehandling, men på landsplan er der kun 508 kommunale tandplejere.

– Størstedelen af målgruppen i den kommunale børne- og ungetandpleje har sunde tænder, og hvis de bliver fulgt af en tandplejer, vil majoriteten af denne gruppe sjældent få brug for behandling af en tandlæge. Derimod er det essentielt, at de møder tandplejeren, som undersøger deres tænder, forebygger huller ved at instruere i tandbørstning og tale om kost og vaner samt standser begyndende huller i at udvikles, siger Elisabeth Gregersen, formand for Danske Tandplejere.

Problemet og løsningen er politisk

Når der ikke er nok tandplejere i kommunerne i Region Syddanmark og i resten af landet til at varetage den vigtige opgave med at forebygge tandsygdomme, risikerer vi dårligere tandsundhed hos børn og unge, som det er tilfældet i for de unge i de førnævnte kommuner.

– De unge risikerer dyrere tandlægeregninger, når de bliver voksne, fordi de huller, som de har fået lavet som børn, højst sandsynligt vil skulle behandles flere gange, og for hver gang bliver tanden dårligere. Derfor er det vigtigt, at kommunen sikrer den rette teamsammensætning i tandplejen, hvor der indgår nok tandplejere. Kommunen bør undgå, at tandlægen sidder på klinikken og bruger sin tid på det, som tandplejeren er uddannet til og specialiseret i. I stedet skal (flere) tandplejere udføre den forebyggende behandling og tandlægen fokusere på at udføre de operative indgreb, som kun en tandlæge kan og skal udføre. Det er det mest fornuftige at gøre i forhold til kommunens økonomi og i forhold til det niveau af sundhed, som borgerne i den kommunale tandpleje har, siger Elisabeth Gregersen, formand for Danske Tandplejere.