Kommentar: Hvis man ikke har bemærket det, så er der i disse tider gang i en massiv bevægelse for at omskrive historien til de mest sarte sjæle i nutiden. Det er endnu ikke historiebøgerne, der er på spil, men det kan komme, hvis besindige beslutningstagere ikke begynder at lovgive mod det.
Det er helt sikkert, at litteratur, digte, film, serier, tegneserier, skulpturer, kunst, ord, sætninger, symboler og meget andet kan virke forkert for nogen eller være upassende i nutiden. I Roms storhedstid besøgte begejstrede mennesker Colosseum, hvor de blev underholdt af at se mennesker blive parteret og lemlæstet på den mest bestialske måde. Man må formode at ganske få mennesker i nutiden finder det passende, hvad romerne fandt underholdende. Ian Flemmings fiktive agent, James Bond, er den seneste litteratur, der af forlaget bag er blevet renset for upassende indhold af såkaldte sensitivitetslæsere.
Grænsen mellem at være sensitivitetslæser og smagsdommer må være ganske hårfin.
Man kan undre sig over at alle de sensitive mennesker og ideologier ikke bare finder på noget nyt indhold eller nye indtryk, som de finder passende. Hvad er interessen for at tage noget eksisterende for at lave det om? Det er jo ikke forbudt at skrive sin egen bog, lave sin egen film eller skulptur. Hvorfor så gå på sensitivitetsjagt i andres sprog, udtryksform eller indhold?
Det er det interessante spørgsmål, som begavede mennesker bør stille sig selv.
Argumentet er, at indholdet skal tilpasses ‘et moderne publikum’. Folk kan finde det ene eller andet stødende. Derfor ændrer man nu i de originale værker. Ideologien bagved kan bedst beskrives som vanvittig. Tænk, hvis alle kopier af originale historier forsvandt og man kun havde de reviderede udgaver. Det ville være et kæmpe tab på den historiske indsigt og viden om fortiden. Således, at man om 100 år troede, at James Bond altid havde været en kvinde ved navn Jamie Bond. Svarende til at man jævnede Colosseum med jorden, fjernede alle spor af den uhyggelige arena. Man kunne gøre det samme med Auschwitz. Eller Frihedsgudinden i New York. Hvad med Den Lille Havefrue? Det er trods alt en nøgen kvinde og muligvis udtryk for datidens sexistiske syn på mænd? Hvad med den verdenskendte danske forfatter, H.C. Andersen?
Listen kan blive lang. Meget, meget lang.
Vi befinder os ved en afgørende skillevej. Enten så tillader vi disse ideologiske vandaler at smadre al kulturarv i en vanvittig rus. Eller også så beskytter man originale, historiske værdier. Det er svært, når der er tale om privat ejendom. Eksempelvis er rettighederne til James Bond på private hænder. Men det ændrer ikke ved, at det er muligt at forbyde ideologiske ændringer af historiske eller kulturelle værker. Budskabet til de fanatiske mennesker bag bevægelsen er, at de må finde på noget selv, i stedet for at ødelægge de historiske og kulturelle efterladenskaber.
Det er fortsat frivilligt, om man vil læse en bog eller se en film. Det bør være op til den enkelte at afgøre, hvad de finder stødende. Helt ind i uddannelsessystemet dyrkes ‘korrektheden’ på et plan, der er udtryk for nutidens idealer, men samtidig en mangel på interesse for fortidens.
Hvis man ønsker at undlade at sende den ene eller anden julekalender, så er det rimeligt, at man laver en anden. Men når man begynder at genudgive værker, der er ‘renset’, så er der tale om historieforfalskning.
Forbrugerne kan selv være med til at forhindre idiotierne i at sprede sig: Afbestil streamingtjenester der reviderer klassiske værker. Undlad at købe reviderede værker. Stem på politikerne der vil bevare historien. Og så videre.
Der kan være situationer, hvor man fjerner det ene eller det andet. En statue af Adolf Hitler foran Folketinget ville næppe gå an. Den kunne man nok bedre stille i en opbevaringsværdi kasse et eller andet sted i en mørk kælder. Men at forfalske historien er forkert, farligt og ude af propertioner med det, man ønsker at opnå:
At skåne nogle få, sarte sjæle.
Sjæle, der ikke formår at se ting i en historisk kontekst. I tilfældet med James Bonds skaber, Ian Flemming, er der tale om en forfatter, der blev født i 1908. Det er altså over 114 år siden, han kom til verden. Han døde i 1964, mens verden knap nok var kommet ud af Cuba-krisen og mordet på John F. Kennedy. Det var under den kolde krig, hvor spioner fra øst og vest arbejdede på begge sider af jerntæppet for at få skovlen under deres modstander. Hans verdenssyn var præget af datiden. Romanerne og novellerne med den ikoniske helt, agent 007, røg til tops på verdens bestseller lister. De var proppet med sexisme, eventyr og hårdtslående action. Fra 1962 blev figuren for alvor hvermandseje, da den første James Bond film, Dr. No, blev en verdensomspændende biografsucces med Sean Connery i hovedrollen. Damerne blev klappet på bagdelen, skurkene blev henrettet og den generelle tone var action og slagkraft.
Det er ikke svært at finde gamle klip med James Bond på internettet, der viser denne sexistiske historiefortælling. Men i stedet for at lave noget nyt selv, har de sarte modstandere travlt med at revidere de klassiske værker. Det er med andre ord ikke længere James Bond, men en parodi. Heri ligger den største udfordring med historieomskrivningen. At fortiden ikke er, hvad den var.
