Det kunne være rart, hvis der var en generel enighed om, at det er en temmelig kompleks affære at sørge for at have de rette jobs til de rette personer i et samfund.

Der kunne være rart, hvis der var en generel enighed om, at det er en temmelig kompleks affære at sørge for at have de rette jobs til de rette personer i et samfund. Desværre viser regeringen med Mette Frederiksen i spidsen tegn på at finger-knipse-metoden fortsat er det bedste bud på løsninger til et komplekst arbejdsmarked, hvor man skal helt tilbage til skolegangen og uddannelsessystemet, for at kunne høste, hvad man sår. For at gøre det endnu mere absurd, kunne hun tilføje, at det endda var en ”sejlivet myte” at arbejde skal være ”lystbetonet”. Faktisk er det ifølge statsministeren det modsatte, og man skal være glad, hvis det bare en gang imellem er noget, man har lyst til.

Udtalelsen er så tåbelig, at man knap nok kan få munden lukket bagefter. Langt de fleste mennesker foretrækker et arbejde, de godt kan lide. Det er også det, de får den bedste, psykiske sundhed af. Ud fra mantraet om, at hvis du får et arbejde, du godt kan lide, skal du aldrig arbejde igen. Men altså ikke ifølge Mette Frederiksen.
Den kommer i en tidsalder, hvor forbløffende mange mennesker er plaget af stress, psykiske sygdomme og problemer med at finde tid til livet. Man må håbe for den socialdemokratiske statsminister, at hun i det mindste taler af erfaring.

Måske kan hun ikke fordrage sit politikerjob, men når pligten nu kalder – så må man jo gøre det, man skal.
Nuvel, så er det sagt som en del af hendes moraliseringsretorik og generalisering af et yderst komplekst problem, nemlig hvordan man kan få folk udenfor arbejdsmarkedet med. Sagen er bare den, at hun – og resten af regeringen – glemmer et afgørende ord, når de skal beskrive problemet med manglende arbejdskraft:

Kvalificeret.

Danmark mangler nemlig arbejdskraft, siger man. Men dermed menes der altså kvalificeret arbejdskraft. Mange brancher mangler medarbejdere til specifikke, komplekse opgaver, der kræver uddannelse og erfaring. Derfor er det også en uhyre billig omgang, når man vil sælge en løsning på dette komplekse problem ved at give skylden til en gruppe af mennesker, der ikke nødvendigvis har de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger.

Men Mette Frederiksens syn på arbejdsglæde burde gøre enhver fagforeningsaktivist rødglødende.
For Socialdemokratiet har historisk kæmpet for at sikre arbejdstagerne bedre vilkår, hvilket man dårligt kan påstå statsministeren gør, hvis det er en målsætning, at man ikke skal have jobs, hvor man kan lide at være. Det er de færreste arbejdsgivere sandsynligvis heller ikke interesseret i.

Generelt vil der naturligvis altid være jobs, der ikke ligefrem vækker den store begejstring i ret mange.

Dem kan man jo så kalde for nyttejobs, og så ellers aflønne til kontanthjælpssats uden ferie eller de rettigheder, man ellers får som lønmodtager. Siden de er til så stor nytte, disse jobs, kunne man jo passende spørge kommunerne og regeringen om, hvorfor de så ikke ansætter de mennesker på normale overenskomstvilkår. Specielt nu, hvor regeringen i deres udspil vil hjælpe med fagforenings-kontingenterne til vennerne i fagbevægelsen.

Skriv en kommentar