Ejer af Fredericia Furniture, Thomas Graversen, fylder 60 år den 24. januar. Thomas Graversen har i mere end tre årtier sat stort aftryk på dansk design, og i 2022 er han og virksomhedens brand stærkere end nogensinde før.

Ifølge Thomas Graversen skal man helst kun arbejde sammen med designere, som man også har lyst til at sætte sig ned og drikke en øl med.

Pointen er, at designprocessen handler om personlig kemi og om at indgå i en konstruktiv dialog, hvor det er ok at diskutere og udfordre, uden at den ene eller den anden bliver sur og fornærmet.

– Det handler om at løfte produktet. Magien opstår først, når man tør udfordre hinanden. Det er det, jeg kan. Det er det, jeg er god til, siger Thomas Graversen.

Måske er det derfor, at Thomas Graversen i mere end tre årtier har formået at sætte det ene imponerende aftryk på dansk design efter det andet og stadig gør det i 2022. Udover at være ejer af en af landets mest indflydelsesrige designvirksomheder, Fredericia Furniture, så sidder han i bestyrelserne i Design Society (Dansk Design Center) og mangeårigt medlem af Design Rådet. Thomas Graversen har gennem årene været formand for Snedkernes Efterårsudstilling, formand for bestyrelsen i Designmuseum Danmark samt siddet i bestyrelsen for Trapholt-museet, Danish Crafts og været medlem af Dansk Industris Designudvalg.

Når Thomas Graversen runder 60 år den 24. januar kan han se tilbage på en karriere, hvor møbeldesign har fyldt alt. Og han blev mildest talt født ind i designverdenen. Han kom til verden i sine forældres seng på 5. sal i Prinsessegade 20 i Fredericia, der udover at rumme familiens bopæl også var stedet, hvor man kunne finde familievirksomheden Fredericia Stolefabrik, der blev grundlagt i 1911.  

Virksomheden, der for længst har skiftet navn til det mere internationale Fredericia Furniture, fik for alvor vind i sejlene, da Thomas Graversens far, Andreas, mødte en ung Børge Mogensen, som han fik et succesfuldt tæt samarbejde med frem til Børge Mogensens død som 58-årig i 1972. Det samarbejde resulterede i udødelige klassikere som Den Spanske Stol, Jagtstolen, Øreklapstolen og 2213 Sofaen, der lagde fundamentet til den virksomhed, som Thomas Graversen overtog i 1995, da han som ung CEO fik ansvaret.

Det var kulminationen på et ti år langt og tæt parløb med faren, hvor Thomas Graversen blandt andet havde haft ansvaret for produktudviklingen. Det gjorde han godt, hvilket blandt andet manifisterede sig i et succesfuldt samarbejde med designeren Nanna Ditzel med hvem, han blandt andet udviklede stolen Trinidad, der for længst er blevet en klassiker og beviste, at Thomas Graversen ikke havde tænkt sig at hvile på laurbærrene, men havde evnerne til at se frem og udvikle forretningen. 

– Gennem mit samarbejde med Nanna lærte jeg, at kraften i virksomheden lå i evnen til at se og udvikle godt design, fortæller Thomas Graversen.

Nanna Ditzel, der døde i 2006, blev en sparringspartner og en god ven og støtte for en ung Thomas Graversen, der selv havde mistet sin egen mor, der døde da han var 21 år.

Koryfæer er stadig i kollektion

Koryfæer som Børge Mogensen, Nanna Ditzel og Hans J. Wegner fylder stadig i kollektionen, men siden Thomas overtog virksomheden er det også blevet til succesfulde samarbejder med en lang række unge designere. Hans Sandgren Jacobsen, der fik sit gennembrud med skamlen Gallery i 1998, Thomas Pedersen, med hvem han udviklede den ikoniske Stingray gyngestol i 2004. Den dansk-italienske designduo GamFratesi, som han samarbejdede med om den ikoniske Haiku-serie fra 2012 og med designduoen Space Copenhagen, som Thomas udviklede Spine og Swoon kollektionerne med fra 2011 og frem bare for at nævne nogle få eksempler.

Thomas Graversen har også kigget mod udlandet og har gennem årerne samarbejdet med internationale stjerner som nu afdøde Vico Magistretti, Jasper Morrison, Alfredo Häberli og Shin Azumi. Og ifølge ham selv, så er det ofte gennem samarbejdet med de udenlandske designere, og deres udefra-og-ind-betragtninger, at man får den mest præcise og brugbare analyse af, hvad det er, vi kan, i Skandinavien.

I efteråret 2015 ansatte Thomas Graversen Kaja Møller som CEO i virksomheden, og koncentrerede sig herefter om det, som hjertet bankede for: produktudvikling og kuratering af kollektionen, dialogen med designerne og udviklingen af nye samarbejder. Det var også på det tidspunkt, at sønnen Rasmus blev kørt i stilling som næste generation i den hæderkronede danske designvirksomhed.

– Jeg har en væsentlig mindre rolle nu, og Rasmus har som ansvarlig for kollektionen og produktudviklingen overtaget de fleste af mine opgaver, men vi har et tæt og fantastisk godt samarbejde. I dag har jeg lidt den rolle, som min egen far havde til sidst. Jeg står til rådighed for sparring og gode råd, og jeg er ikke ved at gå på pension, fortæller han med et glimt i øjet og fortsætter:

– Virksomheden har med Kaja Møller ved roret udviklet sig helt fantastisk, og vi er på en rejse, der er så spændende, at jeg bestemt hænger på nogle år endnu.

Men måske bliver der nu alligevel lidt mere tid til, at Thomas og hans hustru Henriette kan dyrke den anden store passion, som er sejlads langs de skandinaviske kyster, og at der bliver mere tid at se børnene Rasmus, Frederikke og Lærke samt de to børnebørn og de to nye, der er på vej. Men design bliver Thomas Graversen nok aldrig færdig med – heldigvis.