Da vi på redaktionen i december 2020 begyndte at interessere os for historien om bladdøden, kiggede vi også på en af Danmarks største medie-kirkegårde, nemlig Jysk Fynske Medier. Historien handler om en stribe af økonomisk urentable, lokale aviser rundt omkring i landet, der i en periode blev opkøbt af spekulanter. Opkøbene betød massefyringer af blandt andet journalister og fotografer. På trods af medarbejderprotester og fagforening var der ikke meget at stille op. Der var ganske enkelt ikke længere penge i lokalaviserne.

Det, der især blev tilbage, var navnet på den lokale avis, man havde opkøbt. Men kigger man på aviserne, ligner de i dag alle hinanden, til forveksling. Men den massive statsstøtte er den nye tendens. Aviserne er ikke længere selvfinansieret, men får betydelige midler til deres drift af skatteborgerne. Dette på trods af at de driver virksomhed på et kommercielt marked og fortsat sælger annoncer. Derfor kan man også berettiget spørge, om det er rimeligt at give statstilskud til virksomheder som Jysk Fynske Medier.

Historien om statstilskuddene mangler endnu at blive fortalt. Selvsagt har medier der får massive millioner af skatteborgerne en meget lille interesse i at afdække sig selv. Men vi kan allerede afsløre, at da vi sendte aktindsigt til landets kommuner for at få indblik i, hvor mange køb kommunerne foretog hos Jysk Fynske Medier, blev vi overraskede:

Jysk Fynske Medier valgte at sende advokater i byen. De ville ikke være med til at offentligheden fik kendskab til, hvad skatteborgerne i kommunerne betalte til deres koncern. Heldigvis har mange kommuner alligevel udleveret oplysningerne. Men det påfaldende er fortsat, at man hos Jysk Fynske Medier mente, der skulle advokater til for at forholde sig til en aktindsigt. Det er jo da en journalistisk virkelighed, at man hver dag søger om aktindsigt selv.

Den socialdemokratiske regering er meget glad for statstilskud. Således har man gentagne gange tilkendegivet, at man vil sende flere penge til medierne, der ofte kommer på Christiansborg og begræder deres økonomi og smider det vanlige kort om ”medieørkener”, fordi de slemme multinationale koncerner har udkonkurreret dem. At tage et ansvar selv gør man i hvert fald ikke.

Vores holdning er den, at statsstøtte til medier er udmærket, hvis de medier der modtager støtten, ikke konkurrerer på et frit marked. Vi har som medie bevist, at man godt kan drive forretning og tjene penge på at sælge annoncer, uden at man modtager statsstøtte. Og jo, vi kunne godt få statsstøtte.

Men det vil vi ikke have. Vi vil hellere beholde uafhængigheden. Men vi mener, det er på høje tid, at man gør op med myterne om de nødlidende medier, og i stedet for får indført nogle klare regler for, at man ikke kan modtage statsstøtte, hvis man også vil sælge annoncer. Det er nemlig unfair konkurrence, eller med et finere ord: Konkurrenceforvridning.

Specielt er det bekymrende, at der findes koncerner med så stor uigennemsigtighed, hvor selskab efter selskab er forviklet ind i en ejerkreds, men hvor man samlet set henter store summer ud af statskassen til at drive kapitalistisk virksomhed. Et frit marked er netop kendetegnet ved, at man taber – og så taber man. Ikke ved at man taber – og så får man penge af skatteborgerne. Uanset om det er Facebook eller Google, der har taget annonceindtægterne fra de gamle medier, så er det ikke de frie markedskræfter, der er på spil, når man vil kompenseres for egne tab eller dårlig forretningsdrift via skatteborgerne.

Dybest set handler det om at kunderne selv skal kunne vælge. Det er hele ideen i et kapitalistisk samfund. Statsstøtte til medier er en blindgyde, der forhindrer nyudvikling og holder dårlige forretninger og dårlige produkter i live. At det samtidig smager af at politikerne godt kan lide at købe taletid og indflydelse hos medierne, gør det bare endnu mere problematisk.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er godt med meget og alsidig formidling. Men det er moraliserende, formynderisk og dumt at tvinge befolkningen til at betale for noget, de måske slet ikke bruger. At mange af de medier der modtager statsstøtte samtidig har en betalingsmur, så folk der via skatten har været med til at finansiere indholdet, end ikke kan få glæde af det, er tilmed bizart.

Det er også på tide at de gamle medier kigger indad. I årtier og atter årtier har de siddet tungt på annoncemarkedet. Med den teknologiske udvikling er deres monopol forsvundet. I stedet for at udvikle nye forretningsmetoder har man henvendt sig til politikerne med tiggerstokken og hatten i hånden. I stedet for at tro på at demokratiet selv kan regulere deres køb af nyheder, har man valgt at moralisere og belære borgerne om den rette formidling. Alt dette er med til at skabe en antidemokratisk udvikling, hvor lydhøre og tandløse medier lefler for politikerne, der betaler regningerne. Stik mod Facebook og Google, der er blevet de nye, reelle medier.

Udviklingen er her. Og den har overhalet de gamle medier. Om så de fik alle statens penge, ville de får svært ved at konkurrere med teknologien, hvor ikke mindst de unge massivt fravælger de gamle medier. Netop derfor skyder der i disse år nye medier op, hvor erfarne kræfter vælger at satse på nye metoder og nye teknologier. At påstå at man redder demokratiet ved at tvinge folk til at betale for ens formidling, er selvmodsigende og nedværdigende for ens egen troværdighed.

Derfor tror vi på nyheder uden betalingsmur. Og formidling uden statstøtte.

Skriv en kommentar