Annonce

I Det Ønskede Samfund har ordentlighed og ordholdenhed magten. I den debatform om samfundsudviklingen, som vi har gang i, søger vi – gennem eksemplets magt – ind til kernen af blandt andet disse begreber, men ofte også svært håndterbare begreber for det enkelte menneske. Så hvad forstår vi egentlig ved disse to begreber i dag, hvordan folder de sig ud i hverdagslivet i det samfund, vi ønsker os, hvordan kommer vi derhen, og ikke mindst hvad vil det give os, når vi oplever total ordentlighed og ordholdenhed. Det handler ugens artikel om.

I det daglige hverdagsliv taler vi i dag ofte kun om ordentlighed og ordholdenhed, når vi føler, at det er fraværende i menneskers ord og handlinger. Det sker, hvad enten vi selv oplever det, eller når andre – eksempelvis medierne eller magthaverne – propper det ind i vores hoveder – bevidst eller ubevidst. Men netop den tilgang kommer vi ikke langt med. Sagen er, at vi har brug for det modsatte. Vi har brug for en debat om, hvad vi, i det samfund vi er en del af, ønsker at forstå ved ordentlighed og ordholdenhed, og hvordan vi så lever derefter. Vi har brug for at tale om, høre om, læse og skrive om de ordentlige mennesker, som vi alle har mødt på vores vej og vil møde i hverdagslivet fremover. Mennesker, som har gjort en forskel for os og andre, som har præget os til de mennesker vi er i dag, nutidens rollemodeller.    

Det ordentlige menneske

At være et ordentligt menneske, er et menneske, som udlever de værdier og normer, som vi – i det samfund vi lever i – er enige om og i fællesskab har valgt at stræbe efter. Det afhænger af, hvor vi bor, og hvad vi er blevet en del af. Det ser vi tydeligt i den verden, som vi netop nu oplever omkring os.

For os betyder værdierne om retfærdighed, ærlighed, tillid, frihed under ansvar, og at bidrage efter evne meget i beskrivelse af, hvad det ordentlige menneske indeholder. Det skrev vi om i en af de første artikler i foråret 2020. Mange flere værdier skal lægges til for at få det fulde billede af det ordentlige menneske.

Det ordentlige menneske er også kendetegnet ved en lyttende tilgang til andre mennesker, en næstekærlighed og imødekommenhed, også overfor den værste modstander, også selv om det er i politisk eller militær sammenhæng. At udvise respekt for det enkelte menneske er det ordentlige menneskes forudsætning, men du skal ikke nødvendigvis acceptere et andet menneskets holdninger og adfærd.

Annonce

At se verden fra andre positioner og perspektiver end ens egen (1. position) kendetegner det ordentlige menneske. Det ordentlige menneske sætter sig i andre menneskers sted (2. position) og ser hverdagslivet udefra (i 3. position), før beslutninger og valg træffes og handlinger udføres. Det ordentlige menneske er uselvisk og tænker også på verden omkring sig selv fra alle tre positioner i en holistisk tilgang.

Det ordentlige menneske giver sit eget liv værdi ved at give andre menneskers liv værdi. Det sker i stort og småt. Lige fra krigsveteranen, som sætter sit liv på spil for andre, til spejderen, der følger den ældre dame over gaden, til at give travle og stressede menneske sin plads forrest i køen i supermarkedet eller plads i indfletningen på motorvejen. Det sidste vil måske være lakmusprøven på det ordentlige menneske for de fleste.

Det ordentlige menneske er åben og står ved sine handlinger og kan begrunde sin adfærd ud fra sine værdier. Det ordentlige menneske holder ord og kan erkende sine fejl og italesætte dem, når de opstår, og ikke mindst lære af dem, så de ikke opstår igen. For ordholdenhed betyder ikke, at vi ikke kan ændre vores holdninger, skifte mening og synspunkter. Naturligvis kan vi det, for vi bliver forhåbentligt hele tiden klogere på den verden vi lever i og klogere af de mennesker, vi omgås. Afgørende er det dog, at vi er åbne og ærlige omkring disse holdningsskift. Dette gælder især mennesker, der for en tid er tillagt en hvilken som helst form for magt – det vil sige os alle. Om du er forældre, ven, arbejdskollega, leder, politiker eller allerhøjest i magthierarkiet. 

Det ordentlige menneske vedstår sin egen tvivl og usikkerhed. For det ordentlige menneske er følelsen af tvivl og usikkerhed en helt naturlig del af menneskelivet. Det betyder blot, at der er behov for at søge efter flere data og informationer, der erstatter den opståede tvivl og usikkerhed, så nye gode valg og beslutninger igen kan træffes og gennemføres. 

Alt det ser vi gerne mere af. Eksemplerne kender vi alle, når vi tænker tilbage på de ordentlige mennesker, som vi har mødt gennem tiden. Vi skal blot tale mere om dem, for jo mere vi taler om dem og anerkender de ordentlige mennesker rettidigt, jo mere spejler vi os automatisk i dem og derigennem udvikler os til ordentlige mennesker.

Hvordan kommer vi videre?

Vi kommer videre ved at gøre det, andre ordentlige mennesker gør. En ting ad gangen. Hvis vi alle i Danmarks gør en ordentlig ting om dagen, så vil vi om et år have gjort omkring 2 milliarder ordentlige ting. Det vil have en effekt, både for dem, du gør det overfor og for dig selv. Det er en selvforstærkende kædereaktion, som ringe i vandet og en stærkt vanedannende adfærd. Så hvad er det næste du gør herfra?

Et bud herfra skal – ud fra egne erfaringer – lyde:

Omgiv dig med de mennesker, der beriger dig,

og styrk også de mennesker, der søger at bekrige dig”.

Afrunding.

Debatten om Det ønskede Samfund fortsætter. Torsdag den 16. juni 2022, kl. 19-21 holder vi næste debataften om Det Ønskede Samfund. KOM OG VÆR MED.

Vi fortsætter også vores ugentlige artikler i AVISEN, og næste Morgenpolitik – Fredericia løber af stablen mandag den 27. juni 2022, kl. 0830-1000, hvor aftenens dagsorden til Byrådsmødet sættes til debat.

Annonce