I det ene hjørne af kirkegården ved Trinitatis Kirke kan man se et særligt mindesmærke. Et stort tohåndssværd er stukket ned i en sten med en mindeplade, hvorpå der står: ”Den 24. oktober 1657. Pryd, høje heltesværd! de kækkes grav, Hvem døden intet var mod pligt og ære, Den krans, erkendtligt borgersind dem gav, Til sildigst efterslægt et minde være!” Denne sære indskrift dækker faktisk over Fredericias ældste mindesmærke. Det er sat over en gruppe dragoner, der døde under svenskernes storm på Frederiksodde den 24. oktober 1657. Det er en vældig spændende historie, der ligger bag.

Dragongraven på Trinitatis Kirkegård. Foto: Museerne i Fredericia

I 1657 var Danmark igen i krig med Sverige. Kong Frederik 3. havde erklæret krigen, og han håbede på at føre den i Sverige. Desværre var den svenske konge Karl 10. Gustav en meget erfaren og dygtig hærfører, og han invaderede i stedet Jylland. Her stødte han på den da helt nye fæstning Frederiksodde. Den svenske hær blev tvunget til at belejre fæstningen, og for at komme videre måtte de også erobre den. Den svenske konge satte general Wrangel i spidsen for opgaven, og den 22. oktober fik Wrangel skriftlig ordre fra Karl 10. Gustav til at storme fæstningen. Svenskerne afholdt et krigsråd, og klokken 6 om morgenen den 24. oktober 1657 var svenskerne klar. Som et signal til hæren blev der sat ild til en bondegård i Erritsø, og så angreb svenskerne Frederiksodde.

Det var en stor overraskelse for den danske hær inde bag voldene. I spidsen for danskerne var rigsmarsk Anders Bille. Danskerne var slet ikke forberedt, men måtte haste frem og beskyde de fremadstormende svenskere, der angreb flere steder på samme tid. Ved Kongens Port blev angrebet standset i første omgang. Der var hårde kampe, men svenskerne blev holdt ude. Ved den midterste port i fæstningen udnyttede svenskerne, at der på dette tidspunkt ikke var vand i voldgraven. Derfor kom svenskerne op på volden og gik i nærkamp med de danske forsvarer. Anders Bille blev her ramt i hovedet af en musketkugle, og blev derfor båret tilbage til kastellet.

Fæstningens eneste rigtige svaghed var, at hvor volden mødte Lillebælt var der blot nogle række af pæle ud i vandet. Her sendte svenskerne nogle tømmermænd ud for at hugge palisaden ned. Da dette var gjort kunne de svenske kavalerister ride ind i byen og angribe danskerne bagfra. De danske forsvarer flygtede tilbage til kastellet, hvor de holdt stand en halv times tid, opmuntret af den hårdt sårede rigsmarsk, Anders Bille, men så sendte Wrangel en parlamentær under hvidt flag frem til kastellet og opfordrede til overgivelse for at standse blodsudgydelserne. Det var et dilemma for Anders Bille, for en overgivelse af fæstningen ville medføre en dødsstraf for Bille. Anders Bille var dog klar over, at han alligevel var døende på grund af sine sår, så han befalede, at forsvarerne skulle overgive sig. Hermed erobrede svenskerne Frederiksodde i 1657. Kampen varede kun godt halvanden time, så var fæstningsbyen på svenske hænder. Der var slet ikke nok danskere til at holde den store fæstning. Kun ca. 3.400 mand var der til at forsvare det ca. fire km lange voldsystem, mens der var mindste 5.000 svenskere. Da danskerne overgav sig gav Wrangel tilladelse til, at de svenske soldater måtte plyndre byen så meget de kunne i to timer.

Hvem er det så, der bliver mindet med stenen på Trinitatis Kirkegård? Det var en reserve bestående af 500 dragoner til hest. De nåede aldrig at blive sendt i kamp før kampen kom til dem. Da svenskerne var kommet ind i byen, omringede de dragonerne samtidig med, at danskerne flygtede ned til kastellet. Dragonerne nægtede at overgive sig på trods af, at de var klart i undertal. Fortællingen siger, at alle 500 dragoner blev hugget ned samtidig med, at det sidste skud blev afgivet fra kastellet, og at de blev begravet på dette sted. Om det er korrekt finde vi nok aldrig ud af, men mindet om nedslagtningen eksisterer stadig. På årsdagen den 24. oktober 1836 indviede man i Fredericia mindesmærket for de falde dragoner. Det var som nævnt det første mindesmærke, der blev sat i Fredericia, men siden er mange flere kommet til. De er alle med at til markere, at Fredericia i høj grad er en historisk by med mange forskellige begivenheder bag sig.

Skriv en kommentar