På Fredericia Gymnasium er det en stor forløsning, at man har normale undervisningsrammer, hvor fysisk undervisning og sociale initiativer indgår. Elevrådsformanden, Katrine Meyer, er ikke bleg for at tale på alles vegne, når hun siger, at det er en kæmpe glæde, at normaliteten er vendt tilbage.

For hende har det været en meget speciel tid, da den fysiske undervisning var nedlagt grundet restriktioner, og man i stedet skulle interagere med hinanden over computerskærme. Mange af eleverne mærkede, at man ikke fik det samme udbytte ved virtuel undervisning sammenlignet med en gymnasielærer, der aktivt bruger tavlen og er i øjenhøjde med eleverne.

– Det var svært at have den samme koncentration over længere tid, når man sad derhjemme og havde undervisning. Man kunne ikke mærke sine kammerater og lærere på samme måde, og derfor var energiniveauet generelt meget lavt under virtuel undervisning. Normalt får man et energiboost ved at bevæge sig i undervisningen ved at have gruppearbejde, komme op og skrive noget på tavlen eller have walk and talk med sidemanden om et fagligt emne, siger Katrine Meyer.

I takt med at restriktionerne blev forlænget, så begyndte det sociale behov at hobe sig op. Der var ingen gymnasiefester, sociale sammenkomster eller lektiecaféer, hvor eleverne havde mulighed for at diskutere en mellemregning i matematik eller snakke om en fed oplevelse fra weekenden. Således er der en kæmpe begejstring at spore hos hende, når hun taler om, at gymnaiset igen kan holde store sociale arrangementer uden at tænke for meget over afstandskrav og restriktioner, der begrænser den sociale udfoldelse.

Hun forventer, at eleverne på alle årgange vil indhente det forsømte med hensyn til arrangementer, hvor man lærer hinanden at kende uden for klasselokalet. Her nævner hun eksempelvis, at der i næste måned er flere spændende oplevelser at se frem til. Blandt andet afholder Fredericia Gymnasium ’’sermo’’, hvilket er gymnasiefesten for eleverne, og i samme periode skal de duellere mod IBC – International Business College – i en fodboldkamp på byens største fodboldstadion, Monjasa Park.

For klassekammeraterne og hende bliver det en ekstra fed tid, når de skal på studietur på Bornholm, hvor elevrådsformanden ser det som en glimrende anledning for at styrke sammenholdet og relationerne.

– Mange siger jo, at gymnaisetiden er de bedste tre år i ens liv, og man kan sige, at vi har oplevet det bedste halvandet års tid og det dårligste halvandet års tid i vores liv. Nu handler det bare om at få det bedste ud af omgivelserne og nyde, at hverdagen er tilbage, slutter hun af med at sige.

Skriv en kommentar