Emils interesse for triatlon-sporten startede allerede som 9-årig. Knap 7 år senere kunne det unge talent skrive sig ind i OL-historien ved dette års ungdoms-OL. Emils første konkurrence var triatlon, hvor deltagerne skal igennem 750 meter svømning, 20 km cykling og 5 km løb.

Med en dårlig svømmestart og en position som den sidste vidste Emil, at han måtte lægge alle kræfter i for at følge med de andre. 32 drenge med samme mål om at vinde kæmpede om at komme forrest i vandet. Forventningerne til at nå fronten efter svømmedisciplinen blev mindre og mindre. Men efter en intens start og en stærk indsats på cykel kunne Emil løbe sig til en plads på podiet.

”I sidste øjeblik gik det op for mig, at der skulle gå meget galt, hvis jeg ikke skulle ende på podiet. Med 400 meter igen var jeg så småt begyndt at glæde mig over en medalje. Og med kun 6 sekunder fra guld, kan jeg ikke andet end at være tilfreds med bronze!”, fortæller Emil stolt.

Ikke nok med én medalje

Glæden forstærkedes endnu mere, da den danske triatlet, blot to dage efter at have vundet bronze i den individuelle konkurrence, vandt OL-guld i stafetløb. Emil var nemlig en del af det europæiske mixed-stafethold med deltagere fra Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Holdet leverede den hurtigste præstation, og dermed fik Emil endnu engang muligheden for at stå på podiet og kom hjem til Danmark med både bronze og guld om halsen.

Prisen for en OL-medalje

Som triatlet og sportsudøver generelt er der mange udgifter, og derfor er sponsorater en vigtig del i Emils karriere. Blandt Emils sponsorer finder man det lokale pengeinstitut Middelfart Sparekasse, som med sin økonomiske hjælp er med til at danne grobund for Emils succes i sportsverdenen.

”Der er meget egenbetaling. Og det løber hurtigt op, når der skal bruges penge på træning, transport, rejser – og stævnerne koster jo også. Så jeg er rigtig glad for den støtte, jeg får fra Middelfart Sparekasse. På den måde har jeg mulighed for ikke at skulle gå på kompromis”, udtaler Emil.

Og Emil kan fortsat regne med Sparekassens støtte.

”Det er fantastisk, så godt Emil har klaret sig. Det er virkelig godt gået. Han er en målrettet dreng, som er sikker på sig selv og sine evner. Det gør mig til en super stolt sponsor, og jeg glæder mig meget på Emils vegne”, udtaler Henrik Troelsen, afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse i Fredericia.

Ambitioner og mål
Selvom Emil nu kan skrive både OL guld- og bronzevinder på CV’et, har den 16-årige fredericianer fået mere blod på tanden. Og med økonomisk hjælp fra sponsorer og moralsk støtte fra familie og venner, er Emil klar på nye og hårde udfordringer.

”Jeg vil gerne med til EM og VM til næste år. Og jeg vil selvfølgelig gerne vinde. Så den står på hård træning det næste års tid”, fortæller Emil forventningsfuldt.

Fakta om Emil Deleuran Hansen

Emil træner 2 gange om ugen på Fredericia Thriatlon Team. Ved siden af sporten går den 16-årige fredericianer i 2.g. på Fredericia Gymnasium i skolens idrætsklasse. Han er ”Team Danmark elev”, hvilket giver Emil mulighed for både at være elite-sportsudøver og samtidig få en gymnasial uddannelse. Som Team Danmark elev er det nemlig muligt at forlænge sin ungdomsuddannelse samt få adgang til supplerende undervisning.

(Foto: DIF )