I 1726 oplevede fredericianerne en voldsom straf som resultat af en ulykkelig sag. Straffen blev afsagt og udført mod to unge mennesker; en jødisk mand og en kristen pige, der havde fået et barn sammen uden for ægteskab, og det var ulovligt på denne tid. Derfor skulle de straffes.
I 1700-tallet var Fredericia en meget særlig by i det danske kongerige. Som et forsøg på at få den meget unge by til at vokse, havde den danske konge i 1672 og 1684 givet byen særlige rettigheder som religiøs fristad. Det var helt usædvanligt på den tid, hvor det var lovbestemt, at alle skulle have samme religion som kongen, hvilket var den evangelisk-lutherske tro. Det var ganske enkelt forbudt at tro på noget andet, end hvad den danske konge troede på. Fredericias status som religiøs fristad var derfor noget helt specielt i Danmark på dette tidspunkt, og byen havde denne særstatus i det danske kongerige frem til Grundloven af 5. juni 1849, hvor hele riget fik religionsfrihed.
Der var dog slet ikke tale om religionsfrihed i Fredericia. Den kristne tro var eksempelvis øverst, og de andre trossamfund måtte ikke missionere blandt byens befolkning. Hvis man overtrådte reglerne for den religiøse fristad, så faldt hammeren også, og det var det, der skete i 1726. En af byens jødiske rabbinere hed Abraham Moses Cohn. Hans søn hed Moses Abraham Cohn, og han blev i 1726 udlagt som fader til en barn, født uden for ægteskab. Moderen var Catharina Hansdatter, og hun fik den 29. maj 1726 sin søn døbt i Sct. Michaelis Kirke under navnet Fridrich Jürgen. I kirkebogen skrives det, at barnet var uægte, og at faderen var den jødiske mand Moses Abraham Cohn. Det var ulovligt. For det første var der tale om et uægte barn, da det var født uden for ægteskab, men endnu værre var det, at en jøde og en kristen ikke måtte finde sammen. Normalt blev sager omkring et uægte barn løst helt stilfærdigt og lokalt. Det var ikke usædvanligt, at der blev født uægte børn i Danmark i 1700-tallet, og slet ikke i Fredericia, hvor der var en stor garnison med mange soldater. Men i dette tilfælde havde Moses Abraham og Catharina forbrudt sig mod reglerne omkring den religiøse fristad i Fredericia, så derfor blev det en sag, der landede på kong Frederik 4.s bord. Den danske konge reagerede prompte og dømte hårdt. Hurtigt blev der sendt en kongelig befaling til Fredericia, hvor straffen skulle eksekveres.
Jøden Moses Abraham Cohn blev dømt til at arbejde som slave i jern ved stubkarren i Fredericia Fæstning i et år. Det vil sige, at han blev lænket fast til en trillebør, som han skulle bruge til at fragte jord til og fra det daglige arbejde med at holde Fredericia Vold ved lige i et år. Det var et ekstremt hårdt og opslidende arbejde. Herefter skulle han landsforvises.
Den kristne Catharina Hansdatter blev dømt til at blive kagstrøget, og derpå skulle hun jages ud af byen. Det vil sige, at byens skarpretter, eller bøddel, Augustinus Pflug, skulle lænke Catharina fast til den pæl på torvet, som kaldtes for en kag. Lænket fast hertil skulle Augustinus Pflug piske pigen. Som løn for denne ydelse modtog bødlen i øvrigt 9 rigsdaler. Catharina modtog sin straf og forsvandt fra Fredericia sammen med sin søn. Hvad der herefter skete med hende vides ikke.
Efter et års slavearbejde blev Moses Abraham Cohn landsforvist, og han rejste derfor til Hamborg, hvor han slog sig ned. Her boede han i mange år, mens hans familie blev i Fredericia. Efter ca. 30 år i landflygtighed søgte Moses Abraham Cohn den danske konge om tilladelse til at vende tilbage til Fredericia. Det fik han i 1761 lov til, mod at han betalte 200 rigsdaler til Fredericias nye rådhus.
Sagen omkring barnet Fridrich Jürgen og de voldsomme konsekvenser det fik for forældrene var usædvanlig. Sagen fortæller intet om, hvorvidt barnet var et resultat af kærlighed mellem forældrene eller andet. Den fortæller dog noget om, hvor opdelt og ensidigt samfundet kunne være i Danmark i 1700-tallet. Der fandtes ikke religionsfrihed i Danmark, men i Fredericia måtte de såkaldte fremmede religioner godt slå sig ned og leve. Det var dog først i 1798, at man i Danmark gav tilladelse til, at en jøde måtte gifte sig med en kristen, men helt frem til 1851 var det et officielt krav, at børn født i jødisk-kristne ægteskaber skulle døbes og opdrages i den kristne tro. På den måde er historien meget sjældent rent sort-hvid, og der er mange nuancer på den religiøse fristad i Fredericia.
