Efter pressemødet den 12. marts 2021 har der været blæst omkring den lokale koncertarrangør EventC. Nu har EventC sendt et advokatbrev til Fredericia Kommune, hvori de kræver et dementi på baggrund af konklusionerne om at virksomheden skulle have manglet aftalegrundlaget og ikke have leveret konkrete ydelser.

– Det må være i begge parters klare interesse at få korrigeret den urigtige udlægning af samarbejdet og det kontraktuelle grundlag, som både florerer internt i Fredericia Kommune og i offentligheden, skriver advokat Torben Bang på vegne af EventC.

Direktør for EventC, Ulrich Nicolaisen, er meget ked af situationen, og har siden pressemødet den 12. marts 2021 arbejdet intensivt på at forstå grundlaget for de markante udmeldinger i den interne undersøgelse:

– Jeg kan 100% stå på mål for vores aftalegrundlag, vores leveringer og de resultater der er på baggrund af samarbejdet med Fredericia Kommune i perioden fra 2019 og fremtil idag. Derfor blev jeg også meget overrasket over, at vi overhovedet var nævnt i den undersøgelse. Alle borgere i Fredericia har med selvsyn kunnet se, at der er blevet afholdt fede koncerter og arrangementer. Jeg har heller ikke hørt andet end at samarbejdet er gældende og fortsætter, siger Nicolaisen.

I den forbindelse har han tilsendt en omfattende mailkorrespondance, der også indeholder kommunikation med kommunens chefjurist, der retter i kontrakten tilsendt af EventC. I en opfølgende korrespondance spørger Nicolaisen, om han skal skrive under på noget, hvilket afvises af kommunen. Han vil få besked senere, da sagen skal behandles på et møde i økonomiudvalget. Samtidig er der fremsendt specifikationer på de aftalte ydelser, ifølge EventC’s e-mail dokumentation.

Men Fredericia Kommune udtaler at de ikke giver EventC skylden for de fejl, de mener der er fundet. Den konstituerede kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal vil gerne understrege, at det er Fredericia Kommunes sagsbehandling, der er fejl i:

– Der må ikke være tvivl om, at fejlene ligger på kommunens banehalvdel. Det er os, som kritikken skal rettes imod, i forhold til de interne afdækninger. Det er ikke vores samarbejdspartnere. Det er simpelthen så vigtigt at understrege igen og igen, slår hun fast.

EventC har gennem en årrække afholdt mange koncerter og arrangementer, og det samarbejde med Fredericia Kommune der er blevet omtalt har kun eksisteret de sidste par år. Koncerndirektør Yelva Bjørnholt Jensen fra Fredericia Kommune siger at hun er ked af, hvis samarbejdspartnerne har en oplevelse af, at kommunen ikke vil samarbejdet:

– Vi vil meget gerne det brede samarbejde i Fredericia. Jeg forstår godt, at vores samarbejdspartnere har haft en berettiget tro på, at alt var i skønneste orden, når de havde dialogen med den øverste ledelse.

For EventC har den dårlige omtale haft stor betydning. Ulrich Nicolaisen mener at mange har udlagt den interne undersøgelse som om, at han har fået penge for noget, virksomheden ikke har leveret. Samtidig føler han at den store indsats som frivillige og samarbejdspartnere har ydet nu er blevet mistænkeliggjort.

– Indtil nu har vi kun oplevet stort sammenhold i Fredericia om at få byen gjort spændende og attraktiv. Kulturarrangementerne har været en dynamo til at tiltrække liv, turister og få gang i bylivet. Det har mange spisesteder mærket. Det her er med til at ødelægge hele den stemning og energi, vi allesammen har skabt. Det var Fredericia Kommune, der spurgte EventC om vi villle hjælpe dem. Den opgave sagde vi ja til, slår Ulrich Nicolaisen fast.

Camilla Nowak Kirkedal forstår godt reaktionerne fra samarbejdspartnerne, men holder fast i at det har været nødvendigt at gå frem, som man har gjort:

– Jeg forstår bestemt, hvis en nær samarbejdspartner, som har god tradition for samarbejde med kommunen får et chok over, at der så ikke er styr på tingene på kommunens side af bordet. Det skal man jo kunne have tillid til. Derfor har vi også været helt åbne om vores fejl i den rapport. Og ja, det er krads læsning, men det er jo sådan verden ser ud, der hvor vi har kigget. Skulle vi så have vendt det blinde øje til? Nej, borgerne i Fredericia kan ikke være tjent med, at deres kommune ikke har styr på sagsgange og almindelig god sagsbehandling, når det gælder de her centrale konti tættest på topledelsen, uddyber Kirkedal.

Koncerndirektør Yelva Bjørnholdt Jensen forklarer ligeledes, at formuleringerne i den interne undersøgelse har været længere tid under udarbejdelse, og man har rådgivet sig med eksterne advokater og KL, for at der skulle være ekstra øjne på, så man ikke gik ud med noget, der ikke var ordentligt:

– Det er vigtigt at sige, at det ikke er et produkt som politikerne har haft noget med at gøre. Det er forvaltningen, der har udarbejdet afdækningen. Vi er nødt til at holde fast i vores ordentlighed og transperans, så vi kommer godt igennem den her oprydning. Det er et stort politisk ønske, at vi kigger os selv efter i sømmene. Det er vi godt i gang med, og der er ikke et alternativ, hvis vi skal have tilliden til Fredericia Kommune tilbage.

Borgmester Steen Wrist har ikke ønsket at udtale sig om sagen, men har henvist til forvaltningen. EventC har fortsat et engagement med Fredericia Kommune, og det fremgår af advokatbrevet fra EventC, at man anser aftalen for gyldig og fungerende. I forbindelse med kommunens indsats for at få afdækket forhold i borgmestersagen, er der således opstået uenighed mellem samarbejdspartnere og kommunen. Men den fungerende kommunaldirektør vil gerne understrege, at hun vil gøre sit bedste for at samarbejdspartnere i fremtiden, kan føle sig trygge ved samarbejdet med kommunen:

– Det er helt naturligt at vores oprydningsarbejde skaber opmærksomhed. Sådan er det, når vi lægger en afdækning frem, hvor vi åbent fortæller, at der er ting og processer som vi har ikke har håndteret ordentligt internt, udtaler hun.

Hun tilføjer at man lige nu er i gang med et stort hjemmearbejde for at få rettet op på forskellige forhold, og det er med et særligt fokus på de centrale puljer. EventC mener fortsat at de er stillet i et dårligt lys, og har derfor endeligt valgt at fremstille deres dokumentation.

– Jeg har ingen ide om, hvad problemet i forvaltningen skulle være. Vi blev bedt om at udføre en opgave, vi gav en pris og vi udførte jobbet. Vi har sendt mails, kontrakter og dokumentation med udspecifierede beløb. Men uanset hvad der er af tekniske spørgsmål hos forvaltningen, så må jeg som virksomhed stole på at kommunens chefjurist og indkøbschef holder øje med reglerne, når jeg skriver med ham. Jeg har afleveret alt det, jeg fik besked om, til Fredericia Kommune. Der er heller ikke nogen, der nogensinde har sagt eller skrevet, at der var den mindste problematik. Alt det fik jeg først besked om på landsdækkende tv og i pressen. Jeg er ikke blevet spurgt og ingen har partshørt mig, slutter Nicolaisen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Karen Møberg
Karen Møberg
00:05 - 21. marts 2021 00:05

Så blev kommunens stabschef Charlotte Walkusch også hjemsendt. Det er åbenbart den helt store forårsrengøring Fredericia Kommune er i gang med. Det bliver en dyr affære, hvis alle de hjemsendte chefer skal have fratrædelsesgodtgørelser. Hvem mon det skal spares på, for det bliver sikkert ikke den sidste, der ryger ud af bagdøren? Enhver med blot folkeskolens afgangseksamen har da kunnet se, at det ville gå så galt, derfor undres man over, at ikke en eneste politiker har reageret på Borgmesterens lukkethed og arrogance, når han blev kontaktet, for embedsmændene er uden tvivl blevet truet til tavshed af diktatoren.