Antallet af indbrud i privat beboelse i Fyns politikreds er faldet i årets første tre måneder sammenlignet med 2014. Det viser nye tal fra Fyns Politi.

I første kvartal 2015 var der 716 anmeldelser om indbrud hos private borgere – i 2014 modtog Fyns Politi i samme periode 885 anmeldelser om indbrud.

Samtidig med at der har været færre indbrud, så har politiet rejst flere sigtelser for indbrud. I første kvartal 2015 blev der rejst 242 sigtelser for at have begået indbrud i et privat hjem. I tilsvarende periode i 2014 var antallet 163.

-Det er tal, som vi bestemt godt kan glæde os over – især fordi vi jo i øjeblikket har medarbejdere udlånt til at løse opgaver i København som følge af terrorhandlingerne den 14. februar, siger politiinspektør Johnny Schou.

Johnny Schou understreger, at selv om Fyns Politi også den kommende tid sender medarbejdere til København, så er der ikke skåret i det daglige beredskab.
-Der er præcis det samme antal patruljevogne på de fynske veje, og det vil vi fortsætte med at have. Afgivelserne til København betyder, at vi primært udsætter uddannelse og øvelser, og at visse sagsbehandlingstider kan være lidt længere, men arbejdet med at forebygge og opklare borgerrettet kriminalitet, som for eksempel indbrud, vil fortsætte, siger han.

Ud af de ti fynske kommuner har otte kommuner oplevet et fald i antallet af indbrud – tallet i parentes er for 2014.

Assens 63 (76)
Faaborg-Midtfyn 75 (83)
Kerteminde 36 (122)
Nyborg 55 (69)
Odense 303 (341)
Svendborg 53 (102)
Langeland 5 (10)
Ærø 0 (3)
Middelfart 63 (45)
Nordfyn 50 (46)

Kun i Middelfart og i Nordfyns kommuner er der ikke sket et fald. Til gengæld er der i netop disse to kommuner sket en meget markant stigning i antallet af sigtelser – tallet i parantes er for 2014.

Assens 14 (12)
Faaborg-Midtfyn 19 (1)
Kerteminde 0 (15)
Nyborg 5 (56)
Odense 75 (66)
Svendborg 47 (1)
Langeland 0 (0)
Ærø 0 (0)
Middelfart 72 (12)
Nordfyn 10 (0)

-Antallet af sigtelser indikerer jo, at vi er lykkedes med at finde frem til flere gerningsmænd bag indbruddene, og forhåbentlig vil det være med til at forebygge nye indbrud, siger Johnny Schou.

(Arkivfoto)