Fredericia Basketball Klub spillede onsdag aften pokalkamp mod Odense, som efter forlænget spilletid endte med at vinde 77-80.

FBBK spiller dagligt i 2. division Vest, hvor de indleder sæsonen på lørdag med ene udekamp mod AGF 2, men som en slags forpremiere ventede der onsdag en pokalkamp mod Odense, der til dagligt spiller i 1. division, og derfor på papiret var favoritter til opgøret.

Det var dog ikke til at se, at fynboerne spiller en række over FBBK, der spillede friskt til i 1. quarter, hvor de fik lavet 5×3 points scoringer. Det endte med at udmønte sig i et målrigt quarter, som Fredericia endte med at vinde med 27-21.

Billedet begyndte at vende i 2. quarter. Der indsneg sig fejl i FBBK’s spil. De kunne se gæsterne komme foran 30-33, og det helt store problem for fredericianerne var, at de havde svært ved at få bolden i kurven. Det lykkedes dog FBBK at hægte sig på således, at Odense ikke trak fra. Gæsterne endte dog med at gå til pause foran 35-37.

I 3. quarter så det ud til, at Odense var ved at trække afgørende fra. Midtvejs i quarteret var de foran med 41-44, og de endte med at udbygge føringen, der var på 49-54 inden det fjerde quarter. FBBK lagde sig ikke. De fik kæmpet sig tilbage og fik udlignet til 62-62, og så begyndte der for alvor at gå drama i den i hal 3 i Fredericia Idrætscenter.

FBBK kom foran 67-64, men på det lykkedes Odense at få kæmpet sig tilbage og udlignet til 68-68 med 13 sekunder igen. Det fik Fredericia til at forlange timeout, men det lykkedes dem ikke at få scoret, hvorfor kampen gik i forlænget spilletid. FBBK hang igen godt med, men i sidste ende var det ikke nok. FBBK endte med at tabe opgøret med 77-80 og er dermed ude af dette års pokalturnering.

Skriv en kommentar