Vendsyssel scorede i det 93. minut og endte med at vinde 2-1 over FC Fredericia, der kan risikere at komme under nedrykningsstregen i denne spillerunde, hvis resultaterne går fredericianerne imod.

FC Fredericia skulle torsdag aften forsøge at komme sig efter præstationen mod Nykøbing, som var langt fra det forventede niveau. I forhold til den kamp startede Valance Nambishi på bænken, mens Oliver Olsen afsonede karantæne, og det gav to ændringer i startopstillingen for fredericianerne.

Nicklas Røjkjær startede inde på kanten, og det gjorde, at Mathias Kristensen blev skubbet ind mere centralt i forhold til det seneste opgør, og derudover kom Frederik Christensen ind på venstre back, og det sendte Alexander Jensen på hans mere naturlige position som højre back.

Fredericianerne muligheder i opgøret led hurtigt et knæk. Vendsyssel bragte sig foran 1-0 efter to minutter, da Wessam Abou Ali fik bolden i kassen. Det var en kold spand vand i hovedet på FC Fredericia, da det ikke var den start de havde brug for situationen bunden i tabellen taget i betragtning.

Efter målet fik FC Fredericia stabiliseret sig, og Vendsyssel havde småt med tilløb til at udbygge scoringen. Enkelte gange kom der et indlæg fra venstre, som var ved at blive farligt, men mere kom hjemmeholdet ikke med i første halvleg.

Det gjorde til gengæld FC Fredericia. Udligningen var lige ved at komme efter 17 minutter. Først tog Frederik Carstensen et raid frem og driblede det meste af Vendsyssel-forsvaret. Han endte dog med at miste bolden, men i det efterfølgende moment fik han erobret bolden og med et brag af et skud ramte han indersiden af stolpen, men ind kom bolden ikke.

FC Fredericia havde i det store hele en del af boldbesiddelsen, men formåede ikke at udnytte det, og derfor gik Vendsyssel til pause foran 1-0 efter en første halvleg, der ikke var særlig begivenhedsrig.

I pausen reagerede FC Fredericia med en indskiftning. Ud gik Nicklas Røjkjær, der slet ikke havde været i fokus. Ti minutters tid efter havde kampbilledet ikke ændret sig, og der kom derfor en fredericiansk dobbeltudskiftning. Ud gik Frederik Heiselberg og Mathias Kristensen, og ind kom Adam Jakobsen og Patrick Egelund. Det gav straks pote. Jakobsen blev efter 64 minutter spillet fri i dybden, og med et spark i det lange hjørne, der tog indersiden af stolpen, bankede Jakobsen FC Fredericia på 1-1.

Derefter startede der en åben slagudveksling. Kampen kunne gå begge veje. Der var tilløb til chancer i begge ender, og med 12 minutter igen kom der en stor en af slagsene. Lasse Steffensen havde fundet en fri position i FC Fredericias felt. Et indlæg blev slået ind til den høje angriber, der headede på mål, og blev reddet af Valdemar Birksø. Steffensen var dog så fri, at han formentlig kunne have taget bolden til sig, men det skete ikke og derfor blev chancen ikke så stor som den kunne være blevet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Som kampen skred frem virkede FC Fredericia tilfredse med uafgjort. Indskiftningerne afspejlede det, da Valance Nambishi og Jeppe Brinch kom på banen, og et offensivt kort som Frederik Carstensen blev taget ud. Vendsyssel pressede på for sejren, og bedst som det lignede, at FC Fredericia ville stå imod, så dukkede Lucas Jensen op ende i feltet i det 93. minut og scorede til kampens resultat 2-1.

Med resultatet forbliver FC Fredericia på ottendepladsen i NordicBet Ligaen, men måde Hillerød, Hobro og Fremad Amager kan gå forbi fredericianerne i tabellen i denne spillerunde.

Skriv en kommentar