Den sidste del af efterårssæsonen har vist, at FC Fredericia mangler et ekstra våben i front, når de individuelle kvaliteter har manglet på dagen. 

FC Fredericia har scoret 31 mål i 18 kampe, og det kunne nemt være blevet til flere kasser, men tre målløse kampe i efterårssæsonen gør, at måltotalen ikke er helt i top, selvom indtrykket er, at FC Fredericias styrke i efteråret har været offensiven.

Samson Iyede startede sæsonen som lyn og torden, men siden er gassen gået af den nigerianske hurtigløber, der ikke har samme selvtillid. Iyede var en spiller, der var attraktiv for Superliga-klubber, men det er han næppe nu med den afslutning på efteråret, hvor han ikke var en del af de startende 11 hos FC Fredericia.

Iyede har scoret seks mål og leveret fire assists i 18 kampe, men når statistikken viste fire mål efter fire kampe, så ser det halvsløjt ud, selvom det er en udemærket statistik på papiret. Til gengæld har Kristian Kirkegaard i den sidste halvdel af efteråret taget over, og været den helt store stjerne for FC Fredericia . Hans måltotal med otte mål og fire assists vidner om, at han har rykket sig og blevet mere konstant i sine præstationer for FC Fredericia.

FC Fredericias problem har været, når Kirkegaard ikke har ramt dagen. Når det er sket, så har der manglet et alternativ til enten at tage over eller til at spille mere primitivt. Og det er netop den primitive type, som FC Fredericia hungrer efter. En angriber, som er hovedstødsstærk, men som samtidig har tekniske færdigheder, der gør, at vedkommende kan indgå i kombinationsspillet. Den slags hænger ikke på træerne, men på en dag, hvor banen ikke indbyder til poleret spil, må man ty til at spille primitivt, og den angrebstype har FC Fredericia ikke.

Klubben kunne i sommer have hentet Thomas Mikkelsen, som tidligere har bombet mål ind på samlebånd for FC Fredericia tilbage i 2013/14-sæsonen, men det viste sig at være en fornuftig beslutning at lade vær. Mikkelsen endte efter sit islandske eventyr at skrive under på en aftale med Kolding, hvor han i 2. division kun har fundet vej til netmaskerne to gange i efteråret. Derfor skal FC Fredericia også handle med omhu, og ikke bare hente en stor, stærk angriber for at gøre det.

Et andet område, som FC Fredericia, skal kigge nærmere på er selvsagt forsvaret. Det har ikke set for godt ud, når der i fem tilfælde i NordicBet Ligaen, er blevet indkasseret tre eller flere mål. Det har særligt været på udebane, at FC Fredericias defensive bagsmæk ikke har været lukket til, og det skal der findes en løsning på. Om fredericianerne skal ud at hente en ny forsvarsspiller skal være usagt, da spillerne på papiret har høj kvalitet, og at Jeppe Brinch og Jeppe Gertsen skal spilles ind på holdet efter ,at de kom til klubben i sommerens transfervindue.

Et er spekulationer, noget andet er fakta. Allerede nu er det meldt ud, at FC Fredericia tager afsked med midtbanespilleren Mikkel Basse og Jonathan Kjær, der er venstre back. FC Fredericia slog i den ombæring fast, at de skal finde erstatninger for de to spillere, der primært har gjort sig som indskiftningsspillere.