FC Fredericia spiller tirsdag aften på Monjasa Park, hvor modstanderen er Esbjerg fB, der har været meget i mediernes søgelys og ikke fået en optimal start på sæsonen i NordicBet Ligaen. FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, ser frem mod kampen og håber, at det ikke bliver mod fredericianerne, at vestjyderne kommer i gang.

FC Fredericia har spillet fire kampe i sæsonen, hvor det er blevet til tre sejre og en uafgjort. Det placerer holdet på en tredjeplads i NordicBet Ligaen.

– Det er tilfredsstillende. Vi har haft en del udskiftninger, så med det i mente var vi i tvivl, også efter sidste træningskamp mod AC Horsens, hvor vi stod. vi har været rigtig gode. Det har været tætte kampe, men jeg synes det er tilfredsstillende at være ubesejret og have hentet tre sejre og spillet til nul tre gange. Det er positivt, og anderledes end i de andre sæsoner, siger Stig Pedersen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I forhold til den seneste sæson har FC Fredericia fået ni nye spillere ind på holdet. Seneste tilgang er Patrick Egelund, og spørgsmål er derfor, om FC Fredericia kommer til at agere mere på transferfronten.

– Jeg vil ikke afvise det, men nu skal vi have Egelund ind på holdet. Han er disponibel fra nu, og det er en forstærkning af truppen, at vi har fået ham ind. Ham glæder jeg mig til at se, men jeg vil ikke afvise der sker mere. Vi har 20 spillere nu, og vi skal gerne op at være 21-22 stykker, men det skal være det rigtige før vi slår til, siger Stig Pedersen.

Esbjerg har haft en turbulent start på sæsonen med hele sagen omkring Peter Hyballa, der i sidste uge endte med at sige op som følge af sagerne, der har rullet i medierne.

– De har været i uvejr, men sådan er det med storklubber. Bølgerne går højt, når tingene ikke fungerer og det er de ved at rette op på nu. De har fået ny en træner og har Rafael van der Vaart som assistenttræner. De skal nok få fodfæste, men helst ikke mod os, siger Stig Pedersen.

Ville du hellere have mødt Esbjerg inden, at Hyballa sagde op?

– Nej, jeg har det fint med, at det er nu. Esbjerg spillede med deres nye træner 0-0 mod Horsens, og det indikerer, at det er et godt hold. Horsens er et godt hold, hvilket vi så i træningskampen mod dem, så vi skal op på dupperne, siger Stig Pedersen.

https://www.gfforsikring.dk/gftrekantomraadet

Senest FC Fredericia var i aktion var i fredags mod Hvidovre. Det var første gang siden den 10. november 2019, at FC Fredericia har måtte lukke alle de tilskuere ind, som de ville. De nye restriktioner betyder samtidig, at der må komme udebanefans.

– Esbjerg kommer med fans. Det bliver dejligt at få gæster igen. Vores fans kom også mange forleden dag og vi håber, at den tendens fortsætter. Det er også en del af det at komme til fodbold. Almindeligt publikum og sponsorerne elsker larmen, der kommer fra fansene, siger Stig Pedersen.

Der er kampstart på Monjasa Park mellem FC Fredericia og Esbjerg tirsdag klokken 18:00. Til opgøret er FC Fredericia formentlig fortsat uden de to forsvarsspillere Peter Ullum og Tobias Anker, men derudover råder FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, over en skadesfri trup.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her