FC Fredericia skulle i dag op imod FC Roskilde. Udeholdet havde i sidste spillerunde held med at slå topholdet fra Viborg i domkirkedysten, imens FC Fredericia måtte se sig slået i et kuldegys af en kamp mod Fremad Amager. Roskildes absolutte bundplacering gjorde dog hjemmeholdet til storfavoritter i dagens kamp på Monjasa Park.

FC Fredericia - FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Inden kampen havde cheftræner Jonas Dal fortalt til Fredericia AVISENs læsere, at nuvel var det et bundhold, der var på besøg, men trods det faktum, skulle FC Fredericia undgå at lave de småfejl, som har givet mange hold en god chance for point i Fredericia de sidste 12 kampe.

Der var i dag blevet plads til den endelige skadesfri Mathias Johannsen i Start-11’eren. Han tog plads i midterforsvaret sammen med årets sæsonens foreløbige største profil, Manjrekar James, sammen skulle de forsøge at holde Roskilde fra fadet.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

De første fem minutter bød på et Roskildepres, hvor FC Fredericia så meget tunge ud. Den første chance blev dog ikke til noget, da linjevogterne en smule sent hev flaget op mod Roskildes Emil Nielsen, så hjemmeholdet slap med skrækken. Så fik FCR en mulighed på et friskpark 15 meter uden for feltet. Det resulterede i et hjørnespark og efter seks minutter var det Kyle McLagan, der helt fri headede bolden indbag Alexander Nybo til 0-1. Fuld fortjent.

Østsjællanderne ville mere de første 10 minutter. Imens Jonas Dal sad tænkende på hug, råbte assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard på de røde FCF’ere.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Efter 15 minutter var bolden stadig ikke rigtigt på FCF-fødder i mere end to pasninger, og det normale presspil var ikke etableret, hvorfor FCR styrede slagets gang. En tilbagelægning fra James fik Nybo på hælene, men hjemmeholdet slap igen med skrækken. Skrækken fortsatte, da den løvestærke kaptajn Christian Ege mistede bolden på egen banehalvdel, og sendte Roskilde i kontra, hvor Mikkel Nøhr, dog gled i feltet. Udeholdet applerede for straffespark.

Efter 20 minutter blev der igen klappet på Monjasa Park, da Christian Sørensen på et indkast kastede bolden langt ind i feltet, men chancen udeblev.

Efter 21 minutter lå den netop tilbagevendte Mathias Johannesen i græsset og vred sig i smerte. Det gav en pause i spillet, som begge hold udnyttede til en mindre timeout. Det blev ikke til mere end de 21 minutter for Mathias Johannesen, der måtte lade sig udskifte med Mads Eriksen. Kort forinden havde Roskilde affyret endnu en kanon mod Nybo, men denne gang lige ved siden af.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Helt galt gik det i det 29 minut, da Roskilde på en kontra fik sendt Mikkel Nøhr, der efter et par træk sendte bolden ind til Emil Nielsen, der med en elegant hæl sendte bolden forbi Nybos fod til 0-2. For at være helt ærlig lignede det, at FC Fredericia spillede i undertal.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Efter 34 minutter fik hjemmeholdets tilskuere endelig noget at varme sig på. Christian Sørensen havde få sekunder før målet, været forbi Cheftræner Dal til en samtale, hvor det var tydeligt, at der skulle ske noget og ikke mindst, skulle der noget mere gejst ind i spillet. Kort tid efter kunne Dennis Høegh spille Christian Sørensen fri efter et suverænt løb af Høegh. Sørensen sparkede bolden sikkert ind bag Roskildes keeper, Jannich Storch til 1-2.

Otto sang, men det hjalp ikke.
FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Men så skete det, der ikke måtte ske. Emil Nielsen fik endnu en chance, og den tog han, satte bolden resolut ind bag Nybo til 1-3. Flere mente, at der var offside, men flaget blev nede, og der var nok heller ikke offside. Målet blev dog for meget for Cheftræner Jonas Dal, som kort tid efter målet, blev bortvist af dommer Patrick Remon Gammelholm.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Katastrofen på Monjasa Park

Der er faktisk ikke meget at skrive hjem om de første 22 minutter af anden halvleg. FC Fredericia blev rundbarberet med tenniscifre, da Emil Nielsen på straffespark og Nicolai Jessen på to forsøg havde bragt udeholdet foran 1-6. Forud var gået meget få chancer til hjemmeholdet, der simpelthen blev spillet ud af stadion. Det fik også mange til at udvandre fra stadion. Der var ikke lige frem en god stemning på Monjasa Park. Der var ingen gejst i spillerne og uden styrmand Dal på bænken var det meget mørke skyer, der hang over hjemmeholdet.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Et par roskildespillere, der varmede op, havde tid til at nyde kampen og joke med hinanden. “Hvordan fanden, kan de være et tophold? – De er jo ringe”, sagde den ene. Kort tid efter gjorde Nicolai Vallys det til 1-7. Det er svært at finde ord, men det er sådan en kamp, hvor resultatet ikke kan være en “offday”. FCF lignede i dag en flok konfirmander, der endnu ikke kunne trodsbekendelsen, og frygtede, at de skulle sige den højt. Det var intet andet at gøre end at bede til de højere magter, for efter 74 minutter stod der stadig 1-7 på måltavlen bag Jannich Storch.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

De sidste 15 minutter blev ikke meget bedre at se på – set fra hjemmeholdets synsvinkel. Få chancer og bolden på de hvidblusede roskildespilleres fødder. Nicolai Jessen var i det 85 minut tæt på at lave et hattrick til 1-8, men bolden susede lige forbi Nybos mål. FC Fredericia havde på dette tidspunkt kapituleret og alle spillere lignede nogen, der drømte om næste kamp for at vise, hvad de kan. I dag var chancen udspillet. Heldigvis for spillerne lagde Gammelholm kun et minut til.

FC Fredericia – FC Roskilde. 4. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Det var ikke kun Jonas Dal, der blev barberet i denne uge, det blev hans hold også. FC Fredericia blev kort sagt pløjet ned og fik ikke sat et eneste ben rigtigt, med undtagelse af Dennis Høeghs løb og aflevering til Christian Sørensen, der gjorde det til 1-2. Der er noget at tænke over og arbejde med for FC Fredericia i den kommende uge efter denne dags knockout fra bundholdet Roskilde. Næste gang FC Fredericia spiller er på udebane i Lyngby næste søndag og udebane plejer at være med sejr, hjemme kan det ikke blive ringere end det, vi var vidne til i dag. Ingen kan huske, hvornår hjemmeholdet sidste har tabt så stort hjemme og spillet så ringe. Det største smil i kampen opstod, da en tilskuer med 30 sekunder igen råbte: “Kom så 7-7, drenge!”

Annonce