FC Fredericia spillede tidligt søndag eftermiddag deres anden træningskamp. Modstanderen var 3. divisionsholdet Næsby i KFUM Parken, og Odense-mandskabet endte med at tabe 6-0.

Det var tydeligt at se, at der var tale om en kamp, der er i opstartsfasen. FC Fredericia var uden Erik Nissen, Tobias Anker, Peter Ullum, Anders Holvad og Samson Iyede. Som FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, konstaterede det efter opgøret, er den fysiske stab på hårdt arbejde, og han håber, at situationen snart ser bedre ud.

Til gengæld var der uofficiel debut til Oscar Hedvall, der er hentet ind på en lejeaftale, da Alexander Nybo er skiftet til Superliga-klubben Randers. Hedvall fik hele kampen i målet, men han blev ikke for alvor prøvet af. Dertil var Næsby ganske enkelt ikke farlige nok offensivt.

Med for FC Fredericia var også færøske Daniel Johansen. Han spillede også for fredericianerne i torsdagens test mod OB, hvor han scorede efter et indhop. Denne gang fik færingen fuldtid, og selvom det var mod en svagere modstander, fik Michael Hansen dannet sig et godt indtryk af ham. Efter kampen fortalte Hansen, at der nu skal tages stilling til, hvad det videreforløb bliver med den venstrebenede forsvarsspiller.

Allerede fra start var det tydeligt, at der var klasseforskel på de to mandskaber. Christian Tue bragte efter få minutter FC Fredericia på 1-0 på et straffespark, og da Andreas Lausen og Kristian Kirkegaard fik scoret i den efterfølgende periode, var kampen allerede afgjort efter 21 minutter, da fredericianerne var foran 3-0.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Kort tid inden pausen kom Lausen på tavlen igen, og stillingen ved pausen var derfor 4-0 til FC Fredericia, der viste forskellen på nummer fem i 1. division og nummer fem i 3. division.

Pausen benyttede FC Fredericia til en enkelt udskiftning. Christian Ege kom ind og afløste Jeppe Gertsen, og med omkring 35 minutter tilbage af opgøret udgik Alexander Jensen og blev erstattet af Nicolaj Ritter. Ritter fik en noget uvant rolle som en af de forreste for FC Fredericia. Den venstrebenede spiller kunne være kommet på måltavlen flere gange, men træfsikkerheden manglede for Ritter.

Efter en times tid kom Patrick Egelund til gengæld på tavlen, og med 23 minutter tilbage af opgøret kom Christian Tue på måltavlen igen, da han sparkede en returbold i mål efter, at Nicolaj Ritters forsøg i første omgang blev reddet.

På lørdag skal FC Fredericia i aktion igen. Det sker på udebane mod Kolding.