Til denne sæson har FC Fredericia fået ny assistenttræner i form af Anders Clausen. Clausen, som han kaldes i det daglige, er faldet godt til i det fredericianske, hvor han trives under tilliden fra cheftræner Michael Hansen.

43-årig Anders Clausen har en lang fodboldmæssig karriere bag sig. Han har igennem mange sæsoner været en kontinuerlig målscorer for de klubber, hvor han har spillet. 

Han er den spiller, der har scoret flest mål i 1. division. 126 gange fik han netmaskerne til at blafre i karrieren, når han tørnede ud for Næstved, Køge, Silkeborg, SønderjyskE, Hvidovre og Vejle Boldklub.

Vil lave den nye McGrath

Clausen har tidligere været assistenttræner i FC Roskilde og Næstved, men jobbet i FC Fredericia er det første, hvor han er fuldtidsprofessionel træner. Via de tidligere jobs, og ansættelse hos TV3 Sport med fokus på 1. division har FC-assistenten et indgående kendskab til landets næstbedste fodboldrække.

– Fredericia er en klub, der har styr på de indre linjer, og som spiller med i top-6. De seneste par sæsoner har de manglet spilleren, der har lavet +15 mål på en sæson. Det har ikke været tilfældet siden Brent McGrath, og det kan jeg hjælpe med. Da muligheden bød sig, og efter jeg havde haft samtaler med Michael Hansen og Stig Pedersen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville til Fredericia, siger Anders Clausen.

Anders Clausen har rødder på Sjælland, men inden han kom til FC Fredericia, boede han i Aalborg, men nu har familien slået sig ned i Vejle, hvor de har købt hus.

– Vi flyttede der til for nogle måneder siden. Min kæreste har fået arbejde der, og tvillingerne er kommet i vuggestue, så det spiller på den front. De første to måneder i klubben kørte jeg fra Aalborg med to timers kørsel hver vej, så jeg er glad for den løsning her, siger Anders Clausen.

Clausen tager det offensive

Har man overværet FC Fredericias træninger, har der ikke været nogen tvivl, om hvordan rollefordelingen er. En af de faste rutiner er, at assistenten blandt andet tager sig af offensive dødbolde, og med Clausens ekspertise i angrebet, er det også nærliggende at bruge ham til den del.

– Rollerne er ikke firkantet sat op, men jeg har mine kompetencer i det offensive. Når vi har afslutningstræning, tager jeg mig af det. Jeg kan påvirke måden, som man afslutter på, og hvornår man sparker højt, fladt og andre småting. Jeg skal ikke lære dem, når de har den alder de har, hvordan de skal sparke, siger Anders Clausen.

Clausen kom til efter, at Thomas Ransborg i halvandet år var assistenttræner i FC Fredericia. Han kom til i vinteren 2020, da Morten Dahm Kjærgaard blev ansat som cheftræner i Aarhus Fremad, men Ransborgs kontrakt blev ikke forlænget, da den løb ud den 30. juni 2021. I stedet blev Anders Clausen ansat.

– Det har været nemt at falde til, fordi det er gået godt. Vi vidste ikke hvor vi stod, fordi vi var smalle. Den første sejr gjorde meget, og det hele er gået slag i slag siden og vi har præsteret godt. Vi er med i toppen og jeg vil gerne, at vi er med til det sidste i foråret. Vi skal ikke have ni point op. Så længe vi er tæt på, så er det sjovt, og det er det vi forsøger på, siger han.

Det har dog langtfra været givet, at FC Fredericia spiller med i toppen af 1. division. De bedste hold er blevet mere jævnbyrdige end i tidligere sæsoner, men til gengæld har oprykkerholdene i denne sæson vist sig at bide fra sig. 

Det er blandt andet eksemplificeret ved Jammerbugt, der var spået til at rykke ned igen med et brag.

– De har vist sig at være i midten af rækken. Det er tæt uanset om det er top-6 eller bund-6. Det er marginaler, der afgør om man vinder eller taber. Det er svært at sige på forhånd om nogle er nemme på papiret. Det er 12 jævnbyrdige hold, som spiller i 1. division, siger Clausen og kommer ind på, hvordan det er at være en del af en tæt række:

– Det er fedt. Man skal yde sit bedste og der er hård konkurrence om pladserne på holdet. Vi oplevede i Helsingør og i Vendsyssel, at hvis vi ikke er der på dagen. så vinder vi ikke. Rammer vi til gengæld dagen, så har vi chancer, også mod de bedste siger han.

Duften af noget stort

Den erklærede målsætning for FC Fredericia for sæsonen er at ende i top-6, men som sæsonen er skredet frem, kan man drømme om mere end det.

– Vi har vores målsætning, som vi er tæt på at indfri. Jeg skal ikke stå her og “jinxe” noget, men til marts må vi se, hvordan det ser ud. Jeg tror ikke, at vi får en sæson, hvor vi har større chancer for at ende blandt de to bedste hold, når sæsonen er slut, så det kunne da være sjovt, siger Anders Clausen og forholder sig til, hvordan det vil være hvis FC Fredericia ender med at rykke op:

– Det vil formentlig være holdet med det laveste budget, hvis det sker, og det må vi tage med. Klubben er ikke gearet til det på flere parametre, men vi må se, hvor vi ender henne, siger han med et smil.

Anders Clausen peger slutteligt på, at han mener FC Fredericia har udviklet sig i denne sæson. Holdet er blevet bedre til omstillinger, og har fået en ny defensiv struktur, men til gengæld har spillet med bolden ikke været på samme niveau som i tidligere sæsoner. 

Clausen peger på en kynisme, som klæder FC Fredericia. Han er heller ikke i tvivl, da spørgsmålet går på, om han hellere vil vinde grimt end at spille flot og tabe.

 – Det er pointene der tæller, men jeg vil jo allerhelst spille flot og vinde, hvor det hele går op i en højere enhed. Men der er ingen tvivl om, at pointene er vigtigst, slutter Anders Clausen.