Vejdirektoratet er snart klar til at aflevere cirka 5 kilometer sekssporet motorvej til trafikanterne på Fyn – og det endda før tid. Der er blevet arbejdet på højtryk med sideudvidelse af Fynske Motorvej mellem Nørre Aaby og Gribsvad og senest med udlægning af asfalt på motorvejen over Vestfyn.

Store gravemaskiner og masser af lastbiler er et hverdagssyn, som har mødt tusindvis af trafikanter på Fynske Motorvej i ganske lang tid.

Mellem Ejby (frakørsel 56) og Nørre Aaby (frakørsel 57) er det syn snart fortid. Her står en mere klimavenlig asfalt og de hvide såkaldte longdot-striber, der er lettere at se i mørkt og vådt føre, i kontrast til hinanden, og strækningen er klar i seks spor og med en god kørekomfort til at tage imod de mange trafikanter, der hver dag tager turen på tværs af Fyn.

Senior projektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet, siger:
– Trafikanterne får en ekstra bid færdig sekssporet motorvej allerede i år, og det er vi rigtig glade for i Vejdirektoratet. Vi har sammen med vores entreprenør M. J. Eriksson valgt at gøre den vestlige strækning fra Nørre Aaby og cirka fem kilometer mod øst helt færdig nu, selvom vi oprindeligt havde planlagt at udvide motorvejen og lægge asfalt på den fulde udvidelsesstrækning i 2023. Fordelen ved at gøre en delstrækning helt færdig er, at den totale strækning med vejarbejde og nedsat hastighed bliver kortere, og det er på alle måder til fordel for trafikanterne.

Asfaltbisserne har siden slutningen af april arbejdet på højtryk, og lastbiler med dampende varm asfalt har kørt i pendulfart for at få strækningen mellem Ejby (frakørsel 56) og Nørre Aaby (frakørsel 57) klar til både pendlere og sommertrafikken.

Motorvej i etaper
Færdiggørelsen af de fem kilometer motorvej sker etapevis. De vestgående spor er taget i brug for nogle dage siden, mens de østgående spor bliver helt klar i begyndelsen af september, hvor den nye, færdige delstrækning bliver åbnet med en hastighed på 130 km/t.

Senior projektleder Mike Boesen siger:
– Vi vælger at frigive sporerne i takt med, at de er klar til trafikanterne. Derfor kan vi heller ikke åbne alle seks spor på én gang. Vi begyndte med at åbne de vestgående spor. Derefter følger de østgående spor om en måneds tid.

På Fynske Motorvej er der en årsdøgnstrafik på omkring 75.000 biler dagligt, og trafikken er især tæt i myldretiden om morgenen og eftermiddagen. Det ekstra spor i hver retning skal sikre, at det bliver nemmere og mere sikkert at komme frem på den Fynske Motorvej.

Over Vestfyn har udbygningen af motorvejen været inddelt i tre etaper, som begyndte med etapen mellem Middelfart og Nørre Aaby i perioden fra 2012 til 2015. Derefter rykkede anlægsarbejderne mod øst til strækningen mellem Odense V til Gribsvad, som gik i gang i foråret 2019, mens selve udbygningen var færdig i december 2020. I sommeren 2021 kom det sidste slidlag på.

På den sidste etape, hvor arbejdet lige nu står på mellem Nørre Aaby og Gribsvad, er Vejdirektoratet snart klar til at aflevere knap halvdelen af strækningen. Den resterende del bliver færdig omkring årsskiftet, og så kommer det sidste slidlag på i sommeren 2023.