Forberedelserne til næste gang i fuld gang. Rygtemøllen kører på fuld tryk, og det gælder også, når man kigger på Fredericia Håndboldklub. Ifølge AVISENs oplysning er det lykkes fredericianerne at nå til enighed med en spiller fra en meget høj hylde. Klubben har dog ingen kommentar til det.
Det ene rygte efter det andet går, og nogle af rygterne er sandsynligvis sat i søen af agenter for at presse klubberne til det yderste i forhold til at give deres klient den højst mulige løn. Ud fra kontraktudløb er det som regel til at lure, hvilken retning en klub kigger i med spillere mod de kommende sæsoner.
I FHK har eksempelvis Lasse Balstad, Nicolaj Nørager, Mads Christiansen og Mads Lenbroch kontraktudløb, hvor det allerede er offentliggjort, at Lenbroch skifter til Bjerringbro-Silkeborg. Derfor vil det naturlige være, at FHK’s sportslige ledelse afsøger markedet for en højrehåndet bagspiller, en venstrehåndet bagspiller og en spiller med forsvarsmæssige kompetencer, hvilket kan være både en bagspiller eller en stregspiller.
Et af de mere standhaftige rygter, der går igen og igen, er imidlertid ikke på en position, hvor FHK har kontraktudløb til sommer. Noget tyder på, at Gudmundur Gudmundsson har et ønske om at forstærke sig på målmandsposten, hvor Thorsten Fries har skilt sig ud i den her sæson. Gabet ned til Emil Tellerup, der aktuelt er skadet, har vist sig at være for stort og man derfor står og falder med, om Fries holder et højt niveau.
Tellerup forlængede i januar 2022 kontrakten frem til 2024, men selvom kontrakten løber dertil, har det ikke tidligere forhindret FHK i at agere. Situationen var den samme op til denne sæson, da det blev offentliggjort, at FHK havde skrevet under på en aftale med Thorsten Fries. Da kontrakten med Fries blev offenliggjort, havde FHK tre keepere på kontrakt, da Jens Fredsgaard oprindelige aftale løb frem til sommeren 2023. Fredsgaards kontrakt endte dog med a blive ophævet således, at han kunne skifte til Aarhus HC.
Netop da Fredsgaard skiftede til FHK op til 2021/22-sæsonen var FHK ifølge AVISENs meget tæt på at hente den daværende TTH Holstebro-keeper Sebastian Frandsen. I sidste ende hævede Frandsen-lejren angiveligt deres lønkrav, men gammel kærlighed ruster ikke.
I stedet for FHK skiftede Sebastian Frandsen til den portugiske Champions League-klub Porto, hvor han har kontraktudløb til sommer, og her kommer FHK ind i billedet, igen. Ifølge AVISENs oplysninger er parterne nået til enighed om en aftale fra sommeren 2023.
AVISEN har forholdt FHK-direktør Thomas Renneberg-Larsen til oplysningerne, men han har ingen kommentar til det.
– Vi har fokus på at vinde håndboldkampe, og vi melder noget ud, når vi er klar til det, siger han.