FHK var inden dagens kamp ubesejret, men det lavede Skjern om på. Anført af keeperen Christoffer Bonde pillede vestjyderne pynten af fredericianerne, der hjemme i egen hule tabte opgøret med 20-27.

FHK skulle fredag aften forsøge at ride videre på bølgen, der blev startet med en pokalsejr mod KIF, som blev fulgt op af ligasejre mod BSH og Skive. Modstanderen var Skjern i thansen ARENA, og netop vestjyderne FHK ikke har besejret siden oprykningen til ligaen.

Det er hold, som FHK traditionelt har haft det svært mod, men betingelserne for at levere et resultat var til stede. Skjern var til opgøret uden Robin Haug, Jørgen Rasmussen og Jonathan Würtz, men til gengæld var Lasse Mikkelsen med igen efter at være udgået af Skjerns seneste kamp mod Nordsjælland.

Fra start var dog ikke Mikkelsen, der stjal billedet, men derimod den i islandske bagspiller Alfred Jönsson, der var rapfodet. Ham havde FHK svært ved at håndtere, og Skjerns defensiv med Benjamin Buric og Emil Bergholt havde FHK svært at nedbryde.

Det gav gæsterne en føring på 2-5 efter ni minutter, og den holdt de fast i. Det var blandt andet med baggrund i, at FHK ikke fik fat defensivt, og Emil Tellerup i målet heller ikke diskede op med redninger. Som en konsekvens af det blev Tellerup pillet ud efter 15 minutter og ind kom Jens Fredsgaard, der skulle forsøge at gøre en forskel.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Bagud 5-8 efter 19 minutter reagerede FHK yderligere. Jesper Houmark kommanderede syv mod seks, som holdet har haft succes med i de første kampe i turneringen, og det gav fornyet håb til hjemmeholdet. Men kendelser, der ikke gik FHK’s vej, gjorde at Skjern fik scoret to gange i tomt mål og det gjorde, at de trak fra og gik til pause foran 8-13.

Fra anden halvlegs start kom FHK et gear op forsvarsmæssigt. Lasse Balstad og det øvrige FHK-forsvar tvang Skjern ud i lange angreb, og det kastede flere chancer af sig for at få reduceret, men en brændt chance fra Jakob Frederiksen og et brændt straffekast fra Kristian Stoklund gjorde, at FHK ikke fik vendt momentum til noget på måltavlen i første omgang.

Forsvaret spillet fortsatte med at have et højt niveau, og med en scoring fra Mads Christiansen og to kasser af Cornelius Kragh fik FHK reduceret til 11-14. Skjern-træner Claus Dalgaard-Hansen reagerede prompte og forlangte timeout. 

FHK lugtede blod. Cornelius Kragh jublede kraftigt ud med HK Ultras og ville have endnu mere larm, og det fik han. Der blev lagt et gevaldigt tryk på Skjern-spillerne, der angreb ned mod Ultras’ hjørne af hallen. I samme forbindelse blev det annonceret af speaker Thorkild Nielsen, at dommerparret Henrik Grønvald Nielsen og Jakob Falkenberg Hansen ikke tolererede flere personlige tilråb. Det forhindrede ikke FHK i at reducere yderligere, og endnu en gang var det Cornelius Kragh, der fik netmaskerne til at blafre.

http://adp-as.dk

Vestjyderne holdt hovedet koldt i den kogende kulisse. Skjern havde succes med at spille bolden ind til stregspillerne Emil Bergholt og Senjamin Buric, som FHK-forsvaret havde svært ved at håndtere. Enten scorede de, ellers fik de tilkæmpet sig et straffekast, og det kostede FHK i den efterfølgende periode. Skjern kom foran 14-19, og det lignede ikke, at FHK havde et modsvar at komme med.

Jesper Houmark forsøgte at spille alle sine kort fra bænken, men det var ikke nok til at nedlægge Skjern på dagen. Houmark måtte sande, at det ikke blev i femte forsøg, at hans mandskab besejrede Skjern. Slutningen af kampen benyttede begge hold til at skifte en del ud, men det ændrede ikke på, at Skjern endte med at vinde opgøret 20-27.

Næste gang FHK skal i aktion er den 17. september på udebane mod TTH Holstebro.

Skriv en kommentar