Annonce

Et flertal i regionsrådet har på regionsrådsmødet 28. november godkendt udbudsstrategien for etableringen af en ny privat fødeklinik i Kolding. Det er planen, at den nye fødeklinik skal slå dørene op i december 2023 og være et tilbud for gravide i Sygehus Lillebælts optageområde.

Om et års tid åbner dørene efter planen til en nyetableret privat fødeklinik i Trekantområdet. Klinikken vil få til huse et sted i Kolding. Det besluttede et flertal i regionsrådet efter en lang debat, da de på regionsrådsmødet 28. november godkendte udbudsstrategien for den nye private fødeklinik.

Udbudsstrategien indeholder en kontrakt på fem år, og det er forventningen, at det nye tilbud vil kunne tage imod 240 gravide om året. Det vil være gravide fra Sygehus Lillebælts optageområde i og omkring byerne Kolding, Fredericia, Vejle og Middelfart, der kan vælge at føde på den nye private fødeklinik i fremtiden. Tilbuddet vil gælde for kvinder med en ukompliceret graviditet og forventet ukompliceret fødsel, som ønsker at føde et mindre sted med en mere hjemlig ramme og som føler sig trygge ved at vide, at der er kort afstand til fødeafdelingen, hvis der opstår komplikationer under fødslen.

Flertallet i regionsrådet bestod af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Radikale Venstre.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

– I Region Syddanmarks budgetaftale for 2022 var der er et politisk flertal for etablering af en privat fødeklinik i Kolding. Det er ikke noget, vi har haft mulighed for at tilbyde før, men de har haft et lignende tilbud i Region Sjælland siden 2013, som også blev til på baggrund af et politisk ønske og en budgetaftale. Så nu prøver vi det af. Med den private fødeklinik udvider vi antallet af valgmuligheder for de gravide, der er bosat i Kolding og byerne i Trekantområdet. Jeg ser etableringen af den private fødeklinik i Kolding som ét af flere elementer i en samlet økonomisk og indholdsmæssig styrkelse af fødeområdet i Region Syddanmark. Det seneste år har vi tilført området betydelige midler via regionens nye ambitiøse fødeplan og 2022-finanslovsmidler, der blandt andet sikrer førstegangsfødende mulighed for at blive på sygehuset op til 48 timer efter en ukompliceret fødsel.

Annonce

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod forslaget.

Skal følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Det er regionens klare ønske, at samarbejdet med en privat fødeklinik skal følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fødselsområdet. Det betyder, at det private tilbud skal inkludere graviditetsundersøgelser, fødselsforberedelse og fødsels- og barselshjælp. Fødsler på den nye private fødeklinik vil kunne sidestilles med en hjemmefødsel.

Det er planen, at de private jordemødre, der bliver ansat på fødeklinikken af udbuddets vinder, skal deltage i et introduktionsforløb på fødeafdelingen i Kolding, så medarbejderne får et godt kendskab til hinanden.

140-200 fødsler om året

Regionen vurderer, at der kan visiteres ca. 240 gravide til den private fødeklinik om året. Det vil være gratis for gravide at være tilknyttet den private fødeklinik. Man kan blive henvist fra enten ens praktiserende læge eller jordemoder eller ved at henvende sig selv, så længe man opfylder kriterierne for en ukompliceret graviditet eller forventet ukompliceret fødsel.

Erfaringer fra Region Sjælland viser dog, at ca. 50 procent af de førstegangsfødende og 15 procent af flergangsfødende, der har valgt det private tilbud der, ender med at føde på sygehuset på grund af komplikationer, eller fordi den gravide har ombestemt sig, i forhold til hvor hun ønsker at føde. Det er derfor Region Syddanmarks forventning, at fødselstallet på den private fødeklinik i Kolding generelt vil ligge på 140-200 fødsler om året.

Ud over etableringen af den private fødeklinik i Kolding, der nu sendes i udbud, så er det også en del af budgetaftalen for 2022, at der etableres en ’in-house” fødeklinik på det nye OUH. ”In-house” betyder, at man kan føde i et mere hjemligt og hyggeligt miljø på sygehuset og samtidig være tæt på hjælpen, hvis der skulle opstå komplikationer. Klinikken på det nye OUH vil blive etableret i umiddelbart nærhed af fødegangen.

Læs også:

Annonce