Fodboldpigerne fra Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé kom til Ultra Skolefodboldpokalfinalen, hvor de tabte, men for deres præstation i hele turneringen blev de fredag middag hyldet i byrådssalen i Fredericia.
Det var ikke en hvilken som helst dag for fodboldpigerne, der havde taget turen fra Nørre Allé ind til Rådhuset, hvor de skulle ind i Byrådssalen og hyldes. Efter en lang rejse igennem Ultra Skolepokalen har hverdagen igen meldt sig, men en sidste oplevelse fik de, da det officielle Fredericia ville anerkende dem. Det skete med de obligatoriske rådhuspandekager, der faldt i god smag hos pigerne, som inden de fik lov at spise færdig, fik ord med på vejen af borgmester Steen Wrist (A) og formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V).

I har repræsentereret Fredericia, og når man gør det godt, så belønner vi det med rådhuspandekager. Det har været lukket ned med den tradition, og I er de første der får det nu, sagde Steen Wrist og fortsatte:
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om I er stolte af jer selv – det skal i blive ved med. Det har været fedt at opleve det og følge med i mediedækningen af det kammeratskab i har. Det er ligeså meget jeres dag som vores – vi vil bare give jer lidt velfortjente pandekager som en lille anerkendelse af det I har præsteret.
Peder Tind fortalte, at han selv fulgte med i finalen fra telefonen.
– Det var tæt og spændende, og jeg har lyst til at sige, at I skal være hamrende stolte af jer selv. Der er tre medier i dag – det siger meget om det I har præsteret. I har gjort noget historisk. Der er ikke nogen, der har gjort det før jer. Det forpligter at anerkende jer efter sådan en præstation. Vi har 50.000 indbyggere, og det er lidt i forhold til de store byer, men alligevel har I formået at sætte os på landkortet med den præstation, sagde Tind.

Som overraskelse var ADP også troppet op. De var repræsenteret ved marketing manager Tina Hansen og økonomichef Michael Overgaard Andersen, der overrakte en check på 200 kroner pr. spiller til det formål, at de kunne komme ud og spise sammen et valgfrit sted.
– Vi har fulgt med i medierne fra sidelinjen og synes det er flot, det I har opnået. I var overbevisende i semifinalen, og I spillede også en flot finale. Jeg kunne læse, at når I har vundet spiser I lidt sammen. Vi byder ind på den konto så I kan spise et sted, sagde Michael Overgaard Andersen.

Stolte piger
To af pigerne på holdet er Tilde Eriksen og Frida Riis Møller. Tilde havde sat sig på borgmesterens plads i Byrådssalen og fik lov til at ringe seancen ind.
– Det var ikke bevidst, at jeg satte mig der, siger Tilde og griner.
Også Frida havde sat sig på en prominent plads. Ved siden af borgmesteren sidder normalt sekretariatschefen.
– Det er også tilfældigt, siger Frida.
Foruden grinet over deres plads i Byrådssalen var det med stolthed i stemmen, at de to fodboldpiger kunne konstatere, at de fik anerkendelse af Fredericia Kommune.
– Det er en stor følelse, at der bliver lagt så meget mærke til os og at vi værdsat, siger Tilde.
Selve Ultra Skolepokalen startede sidste efterår, og det har derfor været i en del måneder, at den har været i gang, og det har ikke gjort oplevelsen mindre.
– Det har været en stor oplevelse. Vi har haft stort sammenhold og vi har fået meget ros før og efter, det har været mega det, siger Frida.
Det hele kulminerede på Odense Stadion i finalen.
– Det er sådan engangsoplevelse man ikke lige får igen, siger Frida.
Både Tilde og Frida går i 8. klasse, og spiller fodbold til dagligt. Med de nuværende regler vil de derfor ikke kunne være med i turneringen næste år, da Fredericia KF, som de spiller i, spiller med ungdoms-DM.
– Jeg håber, at der bliver lavet nye regler så vi fortsat kan være med, siger Tilde.





