De sidste 50 år har budt på store opbrud i den politiske hverdag. Danmark er gået fra at være et land præget af store bevægelser og til en mere individualistisk nation. Whats in it for me. Tydeligst ses det i løbet af valgkampen 2022, hvor Socialdemokratiet begyndte at definere lønforholdene på arbejdsmarkedet, sandsynligvis inspireret af deres meningsundersøgelser, der viser, at det kan betale sig at købe bestemte vælgergrupper. Men snakken om kroner og ører er på ingen måde ny. Den har bare fået et langt mere konkret indhold.
Når de borgerlige partier stort set altid er gået til valg med løfter om skattelettelser, skyldes det næppe kun ideologi og valgflæsk. Hos mange danskere har der historisk været en stor utilfredshed med statens omsiggribende størrelse og omkostning. Store dele af lønnen skal afleveres til stat og kommune og der er blevet mindre og mindre tilbage til danskeren. I 1973 fik landsretssagfører Mogens Glistrup opildnet så mange vælgere til kamp mod skattesystemet og staten, at det markant ændrede det politiske landskab og efterlod de gamle partier i choktilstand. Nogle af Glistrups ideer var så specielle, at de kunne virke som komiske indslag. Herunder den berømte frase om, at Forsvaret kunne erstattes med en telefonsvarer, der meddelte, at vi overgav os.
Men bag ved humoren lå der en bevidsthed hos folket om, at hvis først man var kommet ind i statsapparatet, så sad man alt for godt i det. Embedsfolkene virkede som urørlige figurer, der kunne gøre som det passede dem. Hvad man traditionelt måske har undervurderet i historieskrivningen er, at der i 1973 var tale om et regulært folkeligt oprør. Og oprøret har været i gang lige siden. Mogens Glistrup kom i Folketinget med Fremskridtspartiet. Heraf blev det i 1995 sprængt med Pia Kjærsgaard i spidsen, der stiftede Dansk Folkeparti. Et parti der i næsten tre årtier har sat oprøret i system og defineret det som krav til den almindelige dansker. Senest i 2022 blev Dansk Folkeparti sprængt, så der nu også er Danmarksdemokraterne, der på samme platform og med tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, sætter krav for den almene dansker. Oprøret lever derfor i bedste velgående. Man kan dertil tilføje Nye Borgerlige, der også appellerer til det samme folkeoprør.
Der er en klar skillelinje mellem de gamle partier og partierne omkring folkeoprøret. De gamle partier er grundliggende, i hvert fald i praksis, store tilhængere af statsstyret. De henter rigtig mange stemmer blandt offentlige ansatte, der i sagens natur er interesseret i at stemme på partier, som ønsker at fastholde den store offentlige sektor. Ganske vist vil Venstrefolk og Konservative nok protestere over denne beskrivelse, men kendsgerningen er, at det heller ikke under de mange borgerlige regeringer er lykkedes at gøre ret meget ved den socialdemokratiske superstat. Reglerne er vokset og vokset, der er kommet flere og flere administratorer ind i staten og kommunerne, og der er i praksis aldrig politisk flertal for at afskaffe kontrolregimerne. Tværtimod løses mange politiske problemer hovedsageligt med indførslen af mere kontrol.
Heller ikke i valgkampen 2022 har det været et problem at finde politikere, der beklager sig over kontrolstaten. De står nærmest i kø for at love afskaffelse af kontrollen, men i praksis stemmer de næsten allesammen for kontrol, når der ikke er valgkamp. Der ligger i sagens natur: Der skal “strammes”, “styrkes” og “sikres”. Det er de politiske buzzwords, man kan læse i de daglige pressemeddelelser fra regeringskontorerne, ikke mindst når der indgås politiske forlig. Der er kun et greb at anvende til politiske løsninger, og det er kontrol. I praksis betyder det altid flere statslige administratorer, kontrollanter og regler. Og de færreste borgere kan overskue antallet af regler eller den komplekse virkelighed de lever under. Selv de ansatte har yderst vanskeligt ved at tolke reglerne, hvilket de enorme mængder af klagesager vidner om:
Danskerne klager og klager.
Ved Folketingsvalget 2022 er der kommet en helt ny drejning på det politiske spil. For det første er oprørspartierne i intern krig. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne kæmper om det samme vælgersegment: De utilfredse og oprørte borgere, der vil have fjernet den ineffektive og omkostningstunge moralisme, der har overtaget hverdagen i stort og småt. Og hvor det før primært handlede om indvandring og integration, så er det efter to år med smagen af diktatur og statstotalitarisme også kommet til at handle om friheden til at sige nej tak. Men partiernes indbyrdes kamp svækker mulighederne for et folkeoprør i stemmeboksen. For det er svært at se, hvordan man kan samle sig mod Socialdemokraternes, SF og Enhedslistens næsten stalinistiske enhed om “lederen” og kursen, der skal sættes. Valgkampen glimrer jo især ved, at der praktisk talt ikke er uenighed mellem de såkaldt røde partier. På trods af at de går til valg hver for sig, er “Mette” den eneste ene. Omvendt ser det ud for oprøret, der ikke kan finde nogen at pege på.
Den tidligere formand for Venstre, tilmed endda en tidligere statsminister, har med stor succes overtaget den politiske samtale. Ikke nok med, at han har stiftet et nyt parti. Den slags er jo set mange gange før. Men nej. Han har samlet en flok mennesker, der længe inden partiets reelle stiftelse, har sat sig ned og lavet noget banebrydende:
Politik.
Moderaternes succes kan især begrundes med, at de har brugt tid på at finde ud af, hvad de gerne vil. I modsætning til Danmarksdemokraterne, der stort set kun kører på en slaglinje, nemlig at det er Inger Støjbergs parti. Hun har et martyrium, og mere skal man ikke bruge. Så meget fylder historien, at det endda er en del af partiets navn. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Politikken kommer man nok efter, hvis man skal forstå de mange afhoppede medlemmer af Dansk Folkeparti, der ikke ville acceptere partiets flertal på landsmødet, der valgte Morten Messerschmidt som formand. De gjorde sig stor umage med at skade partiet på vej ud af døren, og det har sat sig i meningsmålingerne. Men ikke mindst den journalistiske dagsorden, hvor man har begravet Dansk Folkeparti så mange gange, at der ligger et bjerg af jord over graven.
Men Lars Løkke Rasmussen er valgets suveræne joker. Han har formået at rejse sig fra et smædeligt nederlag, hvor han blev detroniseret af det parti, han i så mange år havde stået last og brast med. Med en masse ny politik i bagagen har han rejst landet rundt med en fantastisk fortælling. Den handler om, at hvis man tænker sig om, så kan man gøre det bedre. Samtidig skal man glemme hele den journalistiske opfindelse med en rød og en blå blok, meningsmålinger og workshops. Det er jo bare en masse pjat. I stedet for skal man snakke om indholdet, ikke personerne. Det er et budskab, der bliver taget godt imod hos mange vælgere. Og skulle man være i tvivl, så kan Lars Løkke bare pege på de andre partier og sige “se selv”. For de farer rundt med symbolpolitiske gavechecks, fordyber sig i, hvem der skal lede landet, siger det samme som de har sagt de sidste 30-40 år, og lader sig generelt trække rundt i manegen i håbløst opsatte game shows på tv.
Sandhedens time kommer på valgaftenen. Når resultaterne begynder at tikke ind. Sjældent har der været så mange vælgere på flugt fra så mange partier. Meningsmålingerne er skvulpet frem og tilbage. Derfor tyder alt på, at de har taget helt og aldeles fejl.
Oprøret fra den almindelige dansker har samtidig fået en ny platform i form af Moderaterne. Nu kan man også gøre oprør mod statsstyret, uden, at man skal brænde landet af. For blandt de mange nye ansigter hos Moderaterne er der et forbløffende stort antal mennesker, der kommer fra virkeligheden og ikke de politiske ungdomsorganisationer. Samtidig er det en erklæret målsætning, at man ikke skal bygge noget på de yderste fløje, der ofte taler på vegne af en marginal gruppe af danskere. Man vil afskaffe nichepolitikken og lave politik for masserne. Selv Mette Frederiksen har forsøgt at kapre den dagsorden, selvom det kun kan være med hende som chef. At være chef er meget vigtigt i Socialdemokratiet, der lider af den ide, at de altid skal være de største. Det er en naturlig konsekvens af, at det har man været gennem det meste af det 20. århundrede. En massebevægelse.
Men.
Når “blokkene” opgøres, så tælles Moderaternes stemmer ikke med. Derfor vil det blive ualmindeligt spændende, hvordan det nye parti placerer sig selv, når først valget er afgjort. Journalisterne vil flokkes om Lars Løkke Rasmussen. Men han vil holde kortene helt tæt til kroppen. Han har med al sandsynlighed en plan som få kender. Det er ikke uden grund, at han igen og igen er blevet beskrevet som en af de dygtigste politikere i nyere dansk historie. Samtidig kender han alle spillets regler, både de skrevne og de uskrevne. Desværre har en del kommentatorer beskæftiget sig meget med at lave motivanalyser på Lars Løkke Rasmussen, hvilket ikke giver mening. Måske er det så simpelt, at han har lavet det parti, han altid gerne ville have.
For sandheden er, at alle partier er i opløsning. Oprøret mærkes også i alle andre partier. Det er yderst vanskeligt at holde på medlemmerne, selv karrierepolitikerne, for de springer også fra parti til parti. Når der er så stor intern uro som det ofte er tilfældet, er det svært at overbevise vælgerne om at blive aktive i det politiske arbejde. Troværdighed er en stor mangelvare i dansk politik. Årtiers mediediskurs har dyrket den personlige vinkel, og statskanalerne er blevet forvandlet til pinagtige underholdningsproducenter, hvor politik sovses ind i dramaturgi og leflen for de laveste fællesnævnere. At give en politiker 30-60 sekunder til at svare på et svært spørgsmål er til grin. Alligevel stiller de alle op til det, fordi de ikke har noget valg.
Men prisen betales ved stemmeboksene. Her vil proteststemmerne melde sig, og måske vil de sammensætte et uregerligt Folketing. Alt tyder på at tiden med etparti-styre er slut. De radikale kan blive jævnet med jorden for deres tvetungede ligegyldighed overfor retspolitikken, da de principielt fredede Mette Frederiksen og sendte spørgsmålet ud til vælgerne. Her havde det nok været bedre at træde i karakter og melde klart ud, hvor man stod. For alle disse partier bag Socialdemokratiets magtbase er det største problem, at de reelt ikke virker som selvstændige partier, men fraktioner af den socialdemokratiske bevægelse. Måske med nogle nichepolitiske ønsker, men ikke men en klar ambition om at have indflydelse udover disse.
Der skal meget til for at man kan gentage det famøse valg fra 1973. Men det tætteste vi kommer kan være den 1. november 2022. For alle dem der har begravet Dansk Folkeparti og igen og igen afleveret fire år mere til Socialdemokratiet, vil det komme som en stor overraskelse, hvis folkeoprøret atter sætter ind. Men en løssluppen offentlig sektor med overdådigt forbrug på ledelse og administration, store energiregninger og risiko for arbejdsløshed eller slet og ret arrogance, kan vise sig at være det, der får oprøret blandt vælgerne til at indfinde sig. Efter at have kørt en valgkamp på gyldne løfter under kommunalvalget i 2021 er virkeligheden, at mange kommuner måtte spare. Spørgsmålet er om Socialdemokratiets valgmaskine har været i stand til at overbevise vælgerne om, at de slet ikke har haft magten de sidste år. Eller om truslen om kommende kriser er stærk nok. Fakta er at en ud af fire stemmer på den nuværende ledelse. Men det betyder også, at tre ud af fire går i alle andre retninger.
