Det forventes at statsminister Mette Frederiksen (A) udskriver valg indenfor kort tid. Derfor er Karsten Byrgesen (O) nu gået i gang med forarbejdet, og han har fået lavet en varebil med logo, nye flyers og en masse politik i skuffen.
– Jeg tror det bliver en meget hektisk valgkamp, og man skal stå tidligt op, hvis det skal lykkes, siger medlem af Fredericia Byråd og medlem af Region Syddanmark, Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige.
I de seneste meningsmålinger står Nye Borgerlige til at få 5 mandater, men Byrgesen tror det er alt for tidligt at spå om udfaldet. Samtidig vil han kæmpe til det sidste for at få en af pladserne i Folketinget.
– Fredericia er med sin størrelse og beliggenhed nødt til at være repræsenteret i Folketinget. Vi har stået udenfor alt for længe, og selvom Susanne Eilersen (Dansk Folkeparti, red.) midlertidigt er kommet på Christiansborg, så skal vi have flere ind i kampen. Eilersens parti står også til tilbagegang, mens mit parti går frem. Hvis jeg et kort øjeblik skal smide partikasketten, så er jeg glad for enhver fredericianer, der kan tale byens sag. Men vi har vi brug for at fylde meget mere på det landspolitiske landkort, siger Karsten Byrgesen.
Han forventer at skulle meget omkring i regionen for at gøre opmærksom på hans politik. Men med pladsen i regionsrådet, som han sikrede sig i november 2021, har han allerede fået platformen, og den har han tænkt sig at bygge videre på:
– Det er underprioriteret hvad politik på regionsplan betyder for hverdagen, og det har jeg mærket fra første dag jeg kom ind. Derfor tror jeg også på, at jeg har noget at byde på. Jeg kalder en spade for en spade, og så fokuserer jeg på, hvad helt almindelige mennesker oplever af problemer og arbejder videre med dem. Jeg kan se en sammenhæng mellem de forskellige grene i staten, hvor der ofte er en tendens til at tænke i kasser. Derfor er det godt, hvis der er politikere, der krydser de forskellige kasser og ser en helhed.